Skriv en kommentar
Da King Kong blev udgivet i 1933, tror jeg næppe Hollywood havde nogen anelse om, hvad de havde skabt. Genren hedder meget passende monsterfilm, og utallige lignende film blev spyttet ud på stribe, imens publikum stormede biograferne for at se det næste store dyr nedlægge velkendte steder. Der skulle dog gå nogle år, før andre end Hollywood satsede stort på genren. Selv Danmark prøvede i 1961 med den rædderlige Reptilicus, men nogle år før det – i 1954 for at være præcis – skabte Japan et ligeså ikonisk monster som King Kong – nemlig Godzilla. Serien af film fortsatte med jævne mellemrum helt op til den dag i dag, og med omkring 30 film i kataloget, forsøger amerikanerne nu endnu engang at genoplive monstret.
Da Joe Brody (Bryan Cranston) bliver arresteret for ulovlig indtrængen i et område i Japan, må hans søn Ford (Aaron Taylor-Johnson) efterlade sin kone Elle (Elizabeth Olsen) og søn i San Fransisco, og tage den lange rejse for at komme ham til undsætning. Joe har efterforsket som besat i årsagerne til ødelæggelsen af et atomkraftværk, der var årsagen til hans kones død, og Ford anser ham som småskør, men tager alligevel med ham på eventyr. Der går dog ikke længe før Ford opdager, at hans far havde fat i den lange ende, og snart bliver et monster vækket, der ser ud til at have kurs direkte mod San Fransisco.
Den nyeste genindspilning af Godzilla er intet som den sidste. Amerikanerne har nemlig forsøgt sig med monstret før i 1998 i en mere kulørt fortælling, men denne gang er filmen langt mere tro mod rødderne. Den oprindelige Godzilla fra 1954 var nemlig en meget seriøs og dyster film, og selvom den sædvane amerikanske sentimentalitet sniger sig ind hist og pist, er dette ligeså en meget seriøs fortælling. Spøjst når man tænker på, at den egentlig handler om en forhistorisk dinosaur i kæmpeformat. Tonen er faktisk allerede sat fra de indledende tekster med gamle avisudklip og filmklip sat sammen med et klassisk akkompagnement.
Herefter bliver vi introduceret til en familie, der hurtigt bliver revet fra hinanden. En typisk omend velfungerende indledning der skaber sympati for karaktererne. Herefter fortsætter filmen som en tur i Tivoli – hektisk, sjov og kvalm. Man kan snildt dele filmen op i to – før og efter Godzilla. Ligeså snart Godzilla bliver introduceret, forvandles den menneskelige historie nemlig til en række militæraktioner. Det er synd, at det menneskelige aspekt bliver overset i anden halvdel, for selvom det bestemt er underholdende at se Godzilla ødelægge storbyen og bekæmpe sine rivaler, bliver det alt for ensformigt i længden. Dog skal filmen have ros for sit effektarbejde samt sine mange flotte billeder, for der er nemlig en del af slagsen, der brænder sig fast på nethinden.
Aaron Taylor-Johnson bærer sin hovedrolle fint. Han er næppe ligeså charmerende som i Kick-Ass og ej heller ligeså interessant som i Nowhere Boy, men man holder med ham, og det er vel det vigtigste. Bryan Cranston er langt mere karikeret end hans hovedrolle i Breaking Bad. Han besidder dog en særlig evne, der vel kan sammenlignes med begrebet filmmagi, og selvom han netop er karikeret, er han derfor troværdig. Elizabeth Olsen er godt på vej frem i sin karriere. Efter Martha Marcy May Marlene har alle fået øjnene op for hendes talent, og selv i en uinspireret rolle som denne, kan hun få presset de sidste dråber ud af citronen. Som helhed et glimrende cast, der ikke har meget at arbejde med, men får det bedste ud af det alligevel.
Instruktøren Gareth Edwards er valgt til filmen pga. sin sidste film – Monsters” fra 2010. Endnu en monsterfilm, hvor den menneskelige historie faktisk får lov at fylde nærmest alt. Måske er det netop derfor, at scenerne uden Godzilla fungerer bedre end dem med. Det bliver dog aldrig direkte håbløst, og filmens 3D fungerer faktisk glimrende, idet den ikke bruges som en simpel gimmick. Når Godzilla (nu større end nogensinde før) bukker sig ned, og skriger ind i kameraet, tror man faktisk på det, og det løber koldt ned af ryggen.
Det eneste tidspunkt det kammer over til det kvalmende er helt til sidst – intet bliver afsløret her, men en scene til sidst grænser sig næsten til en form for propaganda. Hvis man ser igennem fingrene med filmens småfejl, og blot lader sig indfange af stemningen, kan man roligt sige, at dette muligvis kunne være årets blockbuster. Sæsonen er kun netop blevet skudt i gang, men allerede nu tegner det til, at blive en langt bedre sommer end sidste år, da Godzilla slår samtlige blockbusters fra 2013 i gulvet – og det er ikke engang størrelsens skyld!
