Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Filmen er enestående iblandt Bergmans imponerende række af mesterværker. Og det er den først og fremmest fordi den om nogen film forstår at fremstille store eksistentielle temaer uanstrengt, smukt, tragisk, dybt intellektuelt og dog gennemført folkeligt. Filmen er, som Bergman selv kalder den, på den ene side et skillingstryk, ”en sørgelig vise på film”, og samtidig dybt forankret i noget, som hvis man var jungianer ville kalde arketypiske former.
Omkring århundredskiftet (19-20) ankommer det lille og fattige omrejsende Cirkus Alberti med Albert (Åke Grönberg) i spidsen til en skånsk provinsby, hvor han for flere år siden efterlod sin kone Agda (Annika Tretow) og deres drenge. Albert har svært ved at skjule, at han er træt af cirkuslivet og gerne vil tages tilbage af sin kone. Det aner hans elskerinde, Anne (Harriet Andersson), som på sin side er lige så træt af dette rakkerliv og derfor ser en chance for at bryde op ved at indlade sig med den smukke flødebolleskuespiller Frans (Hasse Ekman) fra det lokale teater. Men for ingen af dem lykkes forehavendet. Tværtimod ydmyges de begge og må efter aftenens cirkusforestilling rejse videre.
De to hovedpersoners tragik sættes i perspektiv i relationenen til den hvide klovn Frost (Anders Ek) og hans ”tossede” kone Alma (Gudrun Brost). Således spilles filmens tema overmåde stærkt ud, da filmen indledes med en af de scener der om nogen er emblematisk i Bergmans produktion; her fortælles den tragiske historie om, hvordan Frost engang måtte hente sin kone, Alma, nede på stranden hvor hun badede nøgen blandt de lokale soldater. Frost bærer Alma på bare fødder over de skarpe sten tilbage til cirkusteltet, men kollapser undervejs og må selv bæres mere død end levende tilbage, imens den nøgne Alma går ved hans side. Og hele vejen følges de af de grinende og hånende soldater. Henvisningen til Kristi golgatha-vandring er åbenlys, men der er mere i den lidelsesfyldte vandring end som så.
Frost og Alma bliver hos Bergman på den ene side en grundlæggende forening af det mandlige og kvindelige, animus og anima om man vil, i tilværelsen, og på den anden side tragiske, resignerende skikkelser, fordi tilværelsen næppe lytter til, forstår eller udlever denne forening. Tværtimod er disse, til en hvis grad romantiserede, cirkusskikkelser udleveret til spot, spe og fornedrelse i forhold til det borgerlige liv. Og det hvad enten det repræsenteres af ”den rigtige kunst” ved teateret eller ved de erhvervsdrivende, her repræsenteret ved Alberts kone, Agda der nu har succes med sin butik og det stille liv i gaden, og derfor for alt i verden ikke vil have manden tilbage. Helt i tråd med den eksistentielle forening og resignation overfor det kvindelige og mandlige er Frosts bevægende fortælling om en drøm, hvor han krøb ind i sin kones mave og blev et lille frø: ”Jeg forsvandt i maven på min kone. Jeg var ikke større end et foster … så blev jeg et frøkorn … og så var jeg til sidst slet ingenting.” Liv og total resignation som eksistens.
Et højdepunkt i filmen er, da Albert i stedet for at skyde sig efter at have svigtet sig selv og være blevet svigtet af sin elskerinde og afvist af sin kone, skyder den syge brune bjørn i buret, imens Alma ser på. Handlingen er symbolsk for cirkus-menneskene; den syge livskraft, som bjørnen repræsenterer, frisættes gennem døden - ikke flere kunster for borgerskabet - og dog er handlingen også resignation, efter at både Anne og Albert er blevet ydmyget i manegen af teaterfolket med Frans i front. Derfor kan og må Anne og Albert til sidst gå ved siden af hinanden bag cirkusvognene ud af byen, de kender nu deres plads som outcasts.
Filmen er helt eminent filmet i sort/hvidt af Bergmans hoffotograf mesteren Sven Nykvist. Ligeledes er skuespilpræstationerne eminente. Jeg er dog nødt til at fremhæve Anders Eks gestaltning af den hvide klovn; den hudløse og klodsede klovns tragik er ubærligt malet i Eks ansigt, gestik, sprogbehandling og ord – en præstation i verdensklasse. Endelig skal komponisten Karl-Birger Blomdahls modernistiske score fremhæves. Hvad man ikke skulle tro sker her; den moderne kompositionsmusik mødes uanstrengt hos Bergman, ja griber umiddelbart fat i de eksistentielle lag som cirkusfolket repræsenterer.
Der er desværre intet ekstramateriale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
