Skriv en kommentar
Man forstår med det samme, hvorfor Helen Mirrens version af Golda Meir er Oscar-nomineret for bedste makeup og hårstyling. Der er virkelig blevet “leget med ler” omkring både næse og kinder for ikke at tale om poserne under øjnene.
Israels premierminister fra 1969-1974 - i øvrigt landets første kvindelige af slagsen - var noget af en karakter. En af grundlæggerne til den israelske stat og landets centrale skikkelse under Yom Kippur-krigen. Vi skal tilbage til en tid, hvor flere solide cigaretindhaleringer var gængs praktik forud for en hospitalsundersøgelse. Bare lige for at dulme nerverne…
Netop føromtalte krig er en slags omdrejningspunkt for filmen, hvor vi følger Golda Meirs overvejelser for nationens bedste. Det primære billede vi får af Meir, viser hende som strategen og koordinatoren, som også har en sårbar side. Den mere private side af Meir får vi ikke for alvor belyst. Det gør måske nok filmen lidt statisk, men pointerer så i stedet den politiske karriere grundigt i en skelsættende periode. En periode, hvor Meir også kæmper med kræft og langsomt svækkes fysisk.
Helen Mirren spiller det bedste, hun har lært. Hun får lidt modspil fra Liev Schreiber i rollen som Henry Kissinger, men ellers er det tæt på at være Mirrens præstation, som er det bærende element. Godkendt til rollen på ordre af Meirs barnebarn Gideon, for at det ikke skal være løgn. Men… “Golda” mangler i sidste ende højdepunkter for at kunne rejse sig til tops blandt filmiske værker. Til tider bliver det mere en talende film end en handlende film. Den kræver tålmodighed, og nok også gerne et minimum af historisk interesse. Man sidder tilbage efterfølgende og tænker: “hvornår pokker kulminerede filmen egentlig?”
Poetisk afrunding med Meirs bortgang i en alder af 80 år akkompagneret af Leonard Cohens “Who By Fire”. En oplevelse, hvis man har blik for store skuespilspræstationer, men filmens indhold og handling er lettere forglemmeligt. Der kvitteres med 3 stjerner, som tildeles Helen Mirren helt og holdent.
