Skriv en kommentar
Walt Kowalski (Clint Eastwood), med endnu mere sammenknebne øjne (hvis det er muligt) end i sine spaghetti western dage, er her den ensomme bedstefar og enkemand. Konen er netop død og begravet.
Hans sønner Steve (Brian Howe) og Mitch (Brian Haley) forstår ham ikke, og han gider ikke forstå dem. Så det hele ligger ude på sidesporet.
Den lokale katolske præst Janovich (Christopher Carley) er sært insisterende, og opsøger Walt flere gange i håb om at han vil møde op i skriftestolen, selvom han gang på gang får kolde og særdeles uhøflige afvisninger.
Walts dage, som pensioneret Ford-medarbejder, går med at udføre små reparationer på sit klenodie, en gammel Ford Torino fra 1972. Eller sidde på verandaen med en køletaske fyldt med øl, og kigge ud over et lokal område, hvor han er den eneste tilbageværende amerikaner, foruden en ældre dame. I nabo huset er der flyttet asiatiske immigranter in fra Hmong (Sydøstasien), og hans forargelse over dette ses tydeligt.
Men så en nat, pusler det i hans garage, indbrudstyve. Walt får jaget personen, en dreng ud, og bort fra hans grund med et M-1 gevær.
Det viser sig at være naboens dreng Thao (Bee Vang), der er blevet tvunget af den lokale asiatiske bande. Det skulle have været hans ilddåb. De giver ham dog en ny chance, og møder op en sen eftermiddag for at hale ham ind i deres bil, trods stor modstand. Diverse naboer og familien til Thao prøver at stoppe dem, men forgæves. Så dukker Kowalski op med en pistol. Det virker. De må forlade området.
Lige pludselig er den racistiske bedstefar blevet områdets helt. Trappetrinnet overstrømmes med en flod af gaver, og langsomt bliver han integreret i denne kultur, da han møder datteren Sue (Ahney Her). Hende kan han overraskende ikke stå for. Hun er kvik og ligefrem.
Familien insistere for at rense deres ære, at Thao må arbejde for Walt i et par uger. Og et trægt venskab bygges op. Walt skaffer Thao ind i byggebranchen. Men det hele er selvfølgelig besejlet i en skæbnesvanger forbandelse. En asiatisk bande har også mistet deres ære, til en gammel mand. Et blodigt opgør ulmer.
Clinten´er tilbage i sin vante hårdføre stil. Denne gang tilsat lyden er en snerrende næsten frådende pittbull, det virker indimellem en kende overdrevet, selv for en bitter, gammel mand.
Gran Torino er skrevet af manuskriptforfatteren Nick Schenk, historien skulle været løst baseret på virkelige hændelser i Minnesota (USA).
Skuespillet er ganske overbevisende uden at være prangende.
Filmen har sin force i at fortælle en historie om en mørk mand, men som tingene skrider ud, viser sig at indeholde dybder. Hvor hans egen families hjælpsomhed i starten, giver dem sympatiske træk, forvandles billedet senere, hvor de i bund og grund fremstår som grådige og egoistiske.
At hele nabolaget inklusiv ham (Walt) selv, med sine polske aner, er udlændinge, viser også et land med store kulturelle problemer. Denne aggressive rodfæstelse, der kræver sine ofre, fremmede der ikke dyrker de amerikanske normer. De skal mærke racismen.
I ”Gran Torino” er den amerikanske drøm på retræte, Walts højdepunkt på dagen, er når han sidder på terrassen med sine kolde øl og nyder synet af den gamle Ford, der lige er kørt frem, og så heller ikke længere.
Naboen derimod, holder fester, med en slags sandsigerske, i traditionel klædedragt, og deres livsglæde er ubetinget høj, i forhold til den vrantne nabo.
Det er en gammel Rambo i social realistisk fortællerstil.
En ekstra stjerne tildeles filmens afslutning.
