Skriv en kommentar
Grufuld, gruvækkende, grusom – Gru er det hele, og mere til, når han som russisk superskurk fryser alle til is i Starbucks-køen, prikker hul på grædende børns balloner, og leger, at han ikke er hjemme, når pigespejdere sælger småkager ved hans dør. Men gruen stopper ikke her. Under sin tilforladeligt udseende villa i et forstadskvarter, har Gru opbygget et underjordisk superskurk-imperium, hvor hans små undersåtter, og en gal videnskabsmand, assisterer ham, i alle hans superskurkeslyngelstreger.
Det viser sig dog hurtigt, at Gru er lidt af en ondsindet undermåler, for mens en anden skurk med succes har stjålet en pyramide, har Gru kun formået at stjæle objekter som Eiffeltårnet (miniature udgave fra Las Vegas) og Frihedsgudinden (ligeledes miniature udgave).
Derfor beslutter Gru sig for ar begå den mest mesterlige af alle forbrydelser: han vil stjæle månen. Udover de åbenlyse forhindringer ved projektet, må Gru nu også kæmpe imod hans nye konkurrent, den unge Vector, der var det frygtløse talent bag pyramide-bortførelsen.
Som et led i sin plan, vælger Gru at adoptere de tre småkagesælgende pigespejdere fra det lokale børnehjem, for at skaffe sig adgang til steder, kun deres troskyldige ansigter kan trænge ind.
Således begynder Grus udvikling fra farlig skurk til skurkagtig far, der bringer ham i situationer, selv den kriminelle underverden aldrig ville vove (= rutsjebaner, legetøjsbutikker og godnatkys).
Men på dagen for månebortførelsen, må Gru prioritere mellem sin gamle plan og sit nye liv, da de tre pigers balletopvisning ligger på samme dag, som mesterplanen skal fuldføres.
Så nu må han vælge mellem internationalt, at blive anerkendt verden over, som mesterskurken over dem alle, eller privat at blive anerkendt i rollen som… enlig far.
En familiefilm skal naturligvis bedømmes som det den er, men med så formfuldendte genre-søskende som ”Up” og ”Toy Story 3”, er det bevist, at animerede familiefilm ikke er noget, der bør tales ned til.
”Grusomme mig” indeholder nok gadgets, action-accesories, dingenoter og himstregimser, til at fastholde selv den mest koncentrationsbesværede præpubertets dreng, og skaber derved sin egen logik og konventioner. Universet er desværre en del charmeforladt, og da det kun sjældent tager afsæt i noget genkendeligt, kan det være svært, at finde det vedkommende.
Hvor filmen virkeligt virker, er når den trækker på genkendelige scenarier, og adapterer dem til filmens univers. Som når hovedpersonen en sjælden gang viser menneskelige træk, eller børnene forvandler hans skurke kælder til deres egen legeplads.
Det kolde teknologi besatte setting forsøges blødt op, af nuttede karakterer, der er til kun for at være nuttede. Skurkens undersåtter får lovligt meget skærmtid til en sær hybridadfærd mellem Looney Toones og Vaudeville, der får nogle grin hjem, men som i bund og grund trækker på laveste fællesnævner, og blot virker som et pauseklovn-virkemiddel, der afbryder handlingen. Først når de integreres i pigerne liv og Gru’s eksperimenter bliver de for alvor morsomme.
Filmens humor skifter mellem små gags for de mindste, fremført især af Grus håndlangere (små vingummibamse lignende, kedeldragt klædte undersåtter) og mere modne indslag af den frygtsomme far, der bla. læser fingerdukke bøger højt, og forsøger sig med besk børneopdragelse.
På denne måde er der godt nok sikret et godt grin for alle aldersgrupper, men også garanti for at der skiftevis bliver talt forbi enten forældre eller børn.
Filmen bruger til gengæld 3D teknologien på en yderst fyldestgørende måde, som decideret tilfører billedsiden nogen, der ikke kunne opnås i 2D. Visuelle elementer som alt lige fra galaktiske rejser til Grus overdimensionerede næse, får dybde og relation, og man føler sig virkeligt inkorporeret i universet med denne teknologi.
Historien er hverken banebrydende, overraskende eller revolutionerende, men ganske morsom og til tider sågar rørende.
Det er først omkring tre kvarter inde i spilletiden, at handlingen træder i karakter, og tvinger sine tilskuere med på sin rejse. Det er forholdsvist lang tid at sidde i et mørklagt lokale med røde sæder og kigge afventende op på et lærred.
En mere gennemført dunkel skurk, hvis ondskab stak dybere end at prikke hul på grædende børns balloner, havde skabt et bedre afsæt for udviklingen, og når nu filmens univers alligevel ophæver alle regler, havde et mere syret og fantasifuldt setting også klædt fortællingen.
Men som den nu er, kan vi også sagtens leve med. En underholdende børnefilm, perfekt for far-søn udflugter, der dog ikke stikker dybere end Gru’s lettere udstående næse.
