Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Gargamel har én. Jokeren fra Batman har én. Mr. Burns i Simpsons har én. Og nu hr. Gru også én. Alle har de noget tilfælles - en stor næse. Hvorfor det lige netop er denne anatomiske del, der funktionerer som den eksplicitte pointer for ondskabsfuldhed, er umiddelbart ikke lige til at gennemskue. Faktum er, at det forholder sig således i filmens imaginære verdensorden. Bortset fra at forsyne fysiognomiet med en yderst skarpskåren profil, demonstrerer menneskets nasale organ altså også graden af bad guy potentiale – i hvert fald i film.
Et potentiale, som i Grusomme Mig folder sig grueligt skæmt og spøgefuldt ud med kaskader af spræl, suk og støn silende ned ad denne storylines svulmende søjler …
Grrrusomt …
Gru er den eksemplariske emballage for en helt igennem usømmelig skurk, der eeelsker sit ambassadørhverv som lumsk og luset forfægter for tilværelsens grædeprovokerende anstrøg. Han har en højde, der nemt kan overtrumfe enhver gennemsnitsbasketballspillers, en bredskuldret overkrop, hvis dimensioner sligt kan give selveste Arnold røde kinder, et skaldet hoved, som udruster hans image med spandevis af bad boy attitude samt sorte, sorte klæder, der i modsætning til de førende designeres trendfokuserede diktater ikke er forhåndenværende i dette tilfælde for at slanke Grus kropsfigur, men er med til at betone herrens akkumulerede badness. Nå ja, så var der naturligvis den lange, skarpe næse som en utvivlsom indikator på hans solidariske troskabsløfte til ondskabens embeder. Mød Gru, hvis russiske accent sætter den sidste maliciøse prik over i´et som i infam. Og du har hermed den mest smagfulde ingrediens i den komplicerede dej, der skal danne grundlaget for dette filmmåltids opfindsomme hovedret, som er fyldt til randen af den kildende forventningsglæde, der sædvanemæssigt præger forretten samt den mættede, men dog længselsfulde følelse, der indkapsler desserten. Så delikat en lækkerbisken er Gru og co. i Grusomme Mig.
Gru (Steve Carell) er superskurk ekstraordinaire og driver sit maliciøse imperium nede fra sin avancerede underetage, som er udstyret med alskens tekniske raffinementer og high tech gadgets, hvis primitive endemål er at bidrage til skurkeagtige aktioner og foretagender. Små, gule, nuttede arbejdstagere, der mest af alt ligner gestaltede peanut flips, assisterer Gru i hans hverdagsvirksomhed sammen med en oldingeagtig videnskabsmand, der med sin kalkunblævrende dobbelthage og den for oldinge almindeligvis dalrende øreflip, er den ukonventionelle tænketanke bag alle de overdimensionerede opfindelser, som tæller alt fra udspionerende kokos-cookies til pruttende rifler, hvis ækle hørm altså giver licence to kill. Nice!
Inderst inde i Grus teflonbelagte korpus bor dog et forsømt og understimuleret barn. Det eneste Gru nogensinde har ønsket sig, er at blive accepteret og elsket, først af sin kæderygende deformation af en moder, hvis ansigt ligner en skidt karikatur, og hvis hårpragt minder om en jammerligt udsmykket paryk, og nu af hele den ganske verden. Hvilken bedre måde at tilrane sig en smule estime og tilbedelse på end at ty til superskurk-stillingen og slyngelstrategier.
Gru har imod alle odds akkvireret både miniatureudgaven af Eiffeltårnet og Frihedsgudinden (begge fra Las Vegas), og nu er ambitionen skruet op til Måne-højder, intet mindre. Efter at hans frimodige og snottede rival, Vector (Jason Segel), har nappet Egyptens Pyramide og dermed har overgået Gru i størrelsesorden og vovemod, udtænker Gru nu en snedig, men ingen gnidningsløs, slagplan, der går ud på at bemægtige sig månen. Ja, selveste månen! Tingene går naturligvis ikke helt efter planen, da Vector hurtigt gør sit for at underminere Grus ihærdige projekt og kommer dermed i vejen for dets planlagte udførelse. Hvad skal en selvudråbt superskurk stille op nu? Tja, udtænke en opdateret handlingsplan selvfølgelig, men denne gang kamufleret i små størrelsesordener. Gru adopterer tre forældreløse piger med gammelagtige navne, Margo, Edith og Agnes, og lader dem infiltrere Vectors uindtagelige bastion ved at sælge cookies til ham.
Med tre godtroende, kærlighedshungrende poder rendende rundt i Grus fysiske verden, begynder hans uoverstigelige sjælelige borg af ensomhed, misantropi og ondsindethed at sprække, murebrik for murebrik, og snart er hele hans eksistensscenario tæt på at krakelere. Således begynder Grus personlige, åndelige evolution fra farlig antihelt til heltagtig fader. En evolution, som reviderer og forskubber hans frigidt fikserede grænseskel og udsætter ham for oplevelser af den opblødende, hyggeskabende slags, som den kriminelle underverden generelt ikke vil associere sig med. Det indebærer alt fra kvalmende rutsjebane-ture til kvalme oplæsninger af godnathistorier, fra dygtiggjort haute cuisine til skelsættende godnatkys.
Dagen for månebortførelsen er også dagen for de tre pigers balletopvisning, så nu må Gru prioritere mellem sin kosmopolitiske reputation som den superlativiske superskurk og sin private sfære, som har promoveret ham til en slyngelagtig, men sentimental faderfigur. What to do, what to do …
G for god, grinagtig og grov
Antihelte er per definition charmerende skabninger på den forbudte måde og det grundet deres helt uforstilte, utilslørede og naturlige måde at møde denne verden på. Det berømteste fiktive eksemplar på en sådan uskrømtet skabning må nok være vores allesammens yndlings Tv-far, Homer Simpson. Gru indlogerer sig lidt i den samme dysfunktionelle boldgade. Han er ingen maraton-øl-konsumer, et bøvsende og dvask mandfolk med en indolent og selvophøjende modus vivendi som hans bad ass jævning Homer, men han fryser gemytligt de forreste i Starbucks-køen til isnede statuer, lader som om, han ikke er hjemme, når pigespejdere sælger småkager ved hans dør og prikker med næsten sadistisk velbehag hul på klynkende børns balloner og fuldender maløren med en ucensureret veltilfreds mine. Som antiheltfigur bliver han fornemt skildret, og man har hele tiden en underliggende fornemmelse af, at Gru ikke er all that bad. Flere gange kaster filmen en insinuerende fiskekrog ud, som lader en ane, at der gemmer sig et letrørt og forsonligt gemyt under hans respektindgydende ydre. Denne leg med kontraster og vekslende sympati >< antipati fremvisninger betrygger en mere dybsindig og schatteret filmoplevelse.
Gru står som filmens repræsentant for den sorte humor. Hans små, gule altmuligmænd, klædt i de marineblå kedeldragter, der gør opmærksom på deres ubrydelige arbejdsmani, leverer en både levendegørende og tuttenuttet slapstickkomedie med deres smidige, gummiagtige skikkelser samt skæve, sukre apparitioner, som vækker en lunende krammeiver i en, men som simultant smører grinemusklerne godt ind i en latterstimulerende og relakserende salve. Det bliver til mange LOL-øjeblikke, som lægger sig behageligt til rette i både maven, hjertet og smilehullerne.
De tre unge forældreløse piger er til gengæld filmens følelsesstimulerende cute-faktor og den menneskeliggørende konjunktur, som skraber hul i Grus ellers urørlige panser og igangsætter hans ejendommelige metamorfose fra ildesindet og menneskeforladt agent provokatør til humanitær og venerabel faderskikkelse. Deres indbyrdes sammenspil genererer lige dele morskab og adspredelse, men ubrydeligt indplaceret og rodfæstet mellem sprællene pulserer et animeret hjerte derudaf, så hvis du bare er en anelse grådlabil eller blot emotiv af natur, kommer du meget vel til at presse en tåre eller to.
Grus infantile og selvfremelskende nemesis, Vector, er fantastisk godt hittet på som en fantastisk kras figur, der producerer den helt perfekte effekt i tilskueren, nemlig en monstrøs lyst til at kvæle ham. Man venter blot på, at Gru bliver den hæderkronede hybris til hans nagende nemesis.
Filmens setting er ikke sindsoprivende opulent, men tilpas luksuøs til, at den maler med ekstravagant kreative og livgivende penselstrøg, så det scenografiske univers fremstår adorabelt uden at tendere det sukkersøde eller overgjorte. Historien er samlet set syret på den fede måde, bl.a. fordi de gældende moralske normsæt er blevet adgangsforment, og de forventede reaktionsmønstre er forbigået til ære for en mere sandfærdig, men atypisk tilgang.
Grusomme Mig henvender sig både til børn og voksne, men begge grupper vil ikke nødvendigvis drage de samme fortolkninger og opfange de samme vittigheder i de samme scener. Det gør som sådan ikke noget, for i det store og hele henvender filmen sig til alle aldre, alle segmenter og begge køn.
Hvad man tager med sig, når filmen er sluttet, afhænger meget af, hvor villig man er til at overgive sig til the dark side of the moon. For et sted imellem månens romantiserende skær, de forældreløse pigers sødmefuldhed, Vectors grelle hoved og videnskabsmandens højspændte opfindsomhedsgen, fløjter filmen jovialt: Go Gru, Go Gru, Go Gru! Stol på mig, når jeg siger, at du ikke kan lade være med at fløjte med ...
Universal Pictures
Ekstra Materialet består af:
- En trailer game preview til Despicable Me
- Et sjovt og oplysende kommentarspor med instruktørerne og Grus gule hjælpere
- Tre små film med nogen af karaktererne fra filmen: Home Makeover, Banana og Orientation Day. Filmene er pudsige og interessante, omend ikke helt nødvendige.
- Grus Rocket Builder, som er et fint og spændende spil.
- Despicable Beats: Lidt om musikken bag filmen, leveret af Pharell Williams.
- The World of Despicable Me: En kort dokumentar om holdet og processen bag filmen. Ok underholdende.
- A Global Effort: Om det globale samarbejde i skabelsen af filmen. Kort, men informativt.
Ekstramaterialet giver en masse informationer og lidt underholdning, men intet specielt. 4 ud af 6 stjerner herfra.
