Skriv en kommentar
Når jeg i dag tænker på velkendte film fra det gamle Jugoslavien er det først og fremmest ”Organismens Mysterier” af Dusan Makavejev fra 1971 om William Reichs seksuelle forskningsteorier, og i 1990´erne fik vi fra det opbrudte land nærværende film af Emir Kusturica: ”Underground” fra 1995 om modstandsfolkene og i 1998: ”Sort kat, hvid kat” om de naturlige småsvindlere.
Derfor er det en meget smuk tankegang at møde den nordmakedonske kvindelige filminstruktør, Mitevska, som i sin nyeste film Gud Eksisterer, Hendes Navn er Petrunya viser os de reaktioner, der opstår i en lille landsby i det østlige Makedonien, hvor ærkebiskoppen hvert år den 19. januar, kaster et trækors i floden til landsbyens mange voksne mænd – og den, der griber, finder det, vil det gå godt. Men i 2014 var der en kvinde, der sprang i, og pludselig bliver landsbyens traditioner verdensomspændende, og landsbyens tætte relationer rammer os alle i den flot fotograferede spillefilm.
Filmen følger på harmonisk vis Petrunyas (Zorica Nusheva) vej gennem de snævre grænser i landsbyen, hun er uddannet i historie på universitetet, er 32 år, arbejdsløs og mere end frodig i sin vide blomstrede, løsagtige kjole, og opholder sig hos forældrene – hvor hun ingen støtte får. Men hun griber korset, og nu bliver hun et udsat objekt fra en feministisk tv-journalist, som i døgndrift jagter den forsvundne kvinde med korset – et realistisk tegn på spørgsmålet: Hvad er en nyhed? ”Det er hvad journalister, ser som en nyhed!” Og landsbyens hundrede vrede mænd i bar overkrop holdes tilbage og skriger, at hun har stjålet korset, og udråber hende som satan selv, hvor hun lavmælt siger: ”Jeg fandt det..” og spørger den lyshårede journalist: Hvorfor undersøger du ikke de kriminelle? alt imens hendes kameramand med punkfrisurer har travlt med sin telefon, og Petrunya siger selv, at en af de få gange i hendes liv hun har været lykkelig, var da hun som 7-årig vandt en sangkonkurrence.
Vi følger hendes godmodige vej gennem retssystemet i et østeuropæisk landsbysamfund med politiets greb om det bevarende og egne regler i Shtip, og de kan straffe hende som de vil, da hun ikke bad om en advokat. Hun må tage imod de mest nærgående anslag og må som en Gud acceptere en lokal ekstremist, som skrigende og tæt på, spytter hende i ansigtet. Den klat tørrer hun bare væk og accepterer ordet: ”En skændsel”.
Den kvindelige filminstruktør får på genkendelig måde flettet den religiøse lignelse ind om ulven og fåret, hvor ulven er kendetegnet ved at have en stærk natur og med sylespidse tænder, og som et rovdyr sætter tænderne i fåret – hvor fårets natur er dets modsætning ved bruge livet på at spise græs og pleje sin familie. Det er et malerisk udtryk for at forstå Petrunyas liv, og så kommer spørgsmålet: Hvordan får fåret ulveklæder?
Det er prisværdigt, at traditioner med hundrede år på bagen, bliver brudt og nedværdigende for en landsby, at den kvinde der i 2014 fandt korset, nu bor i London. Så filmens styrke er, at fåret nu får ulveklæder og på fredelig vis kan argumentere for at få låst døren op – uden at nogen skal føle sig nedværdigende. Vi har brug for flere Petrunya´er!!
