Skriv en kommentar
I 2004 udgav forfatter Jens Blenstrup den selvbigrafiske roman GUD TALER UD om hans opvækst i 1980'erne, og i særdeleshed omhandlende hans ikke så lidt dominerende far, der gennem bogen omtales som ”Gud”. Det er denne bog som Henrik Ruben Genz film af samme navn bygger på, og på samme måde som i bogen fortælles historien om Gud fra sønnen Jens' synspunkt.
Gud, eminent spillet af Søren Malling, dominerer og regerer i parcelhusvillaen i Risskov iført slåbrok og underbukster. Når der er noget der skal fejres hives den store gryde frem, og så laver Gud løgsuppe med hele uskrællede løg, et tårn af bouillonterninger og en halv flakse snaps, til trods for at sønnen Mikkel ikke drikker alkohol. Når Gud er trist, sætter han sit i sit orientalske hjørne med sin fez og ryger vandpibe, og når Gud siger at der skal grøntsager på bordet betyder det, at der skal knappes øl op.
Familien, som udover Gud består af moderen Gert Lillian (Lisa Nilsson), den ældste søn Mikkel (Mads Langelund), mellemste søn Thomas (Clint Ruben), og yngste søn Jens (Marcus Sebastian Gert), lever på godt og ondt med den selvbestaltede Gud, som laver sine egne regler. Gud arbejder som psykolog, men tror af princip ikke på medicin, og tager i stedet sine psykiatriske patienter med hjem. Han hader religion og overvægtige mennesker, og så drikker han for meget.
Det hele ændrer sig dog for familien, da Gud pludselig får konstateret fremskreden kræft, og i ærgrelse over ikke at have opnået alt han ville med livet, beslutter sig for at skrive sine erindringer. Mens Gert Lillian kæmper for at holde sammen på familien, ulmer et teenageoprør fra de tre sønner, som på hver deres måde forsøger at gøre op med farens selvudnævnte almægtighed.
Endnu et bogforlæg
Instruktør Henrik Ruben Genz, som tidligere bl.a. har haft succes med filmene Frygtelig Lykkelig (2008) og Undskyld jeg forstyrrer (2012), som begge er baseret på romaner af Erling Jepsen, har med endnu en film bygget på et romanforlæg kastet sig ud i velkendt territorium. Den sikre stil tydeligt kan mærkes i denne film, som på stort set alle planer er vellykket og velfortalt. Filmen er fyldt med oprigtigt sjove og skøre scener, og alle skuespillere gør et sollidt og godt stykke arbejde ikke mindst Marcus Sebastian Gert, der som den unge poet Jens på fin vis indfanger ungdommens uskyld og naivitet.
Tonen i filmen er som i bogen skæv og sjov, dog med en alvorlig undertone som tilføjer dybde til den ellers lette fortælling. Filmen indkapsler samtidig på vellykket vis det årti den foregår i med frygten for AIDS og radioaktiv stråling, og på filmens stilside gøres der brug af brune varme farver og lyden af danske 80'er-pophits.
I enkelte scener inkorporeres der små magiske elementer, hvor virkeligheden ses fra Guds perspektiv, og efter min mening kunne filmen med fordel have indeholdt endnu flere af disse små surealistiske sekvenser, da det er en fin måde med filmiske virkemidler at illustrere farens kringlede sind. GUD TALER UD er ikke eksperimenterende eller alternativ på nogen måde, men den fungerer som en sød, skæv og sjov lille film.
