Skriv en kommentar
Filmens ’setting’ og ’location’ er Frankrig, Lyon 2014. Vi følger hovedpersonen, Alexandre Guérin (spillet af Melvil Poupaud), som beklæder en ledende bank-stilling og bor med sin kone og fem børn i hjertet af Paris i ét af de velhavende arrondissementer. Konen går tur med børnene i Lyons store bypark, Parc de la Tête d’or beliggende i 6. arrondissement. Filmens indledning fungerer som en slags gammeldags brevudveksling i form af en mailkorrespondance. Det er en række breve/mails.
Fra filmens begyndelse kommer vi direkte ’ind i protagonistens, Alexandres ’hoved’ og sindsstemning. Det er typiske stiltræk fra brevromanen (1700-tallet og et godt stykke op i 1800-tallet), som enten kunne have en fiktiv historie eller en hændelse fra det virkelige liv. Med det fortælletekniske stilgreb anlægger den franske instruktør Ozon en psykologisk vinkel allerede i åbningsscenen.
Alexandre er vred og frustreret, som brevudvekslingen/mailkorrespondancen afslører i voice-over’en. Præsten, Preynat (spillet af Bernard Verley) som misbrugte Alexandre seksuelt som barn er blevet omplaceret/forflyttet til Lyon og ikke nok med det, så arbejder Preynat stadig med de mindre børn. Alexandre tager kontakt til ærkebiskoppen i Lyon, kardinal Philippe Barbarin (spillet af Francois Marthouret), som dækker over præsten Preynat og irettesætter Alexandre. Kardinalen mener, at de bør undgå udtrykket ’pédophile’, som oversat betyder ’aimer les enfants’. I desperation over tildækningen og underkendelsen går Alexandre til pressen med Preynats mange forbrydelser - ca. 70-80 drenge har Preynat misbrugt gennem 30 år i alderen mellem 9-12 år.
Afsløringen om Preynats seksuelle krænkelser, om hvilke den katolske kirke som institution og organiseret system forsøgte at tie ihjel gennem årtier, får filmens anden hovedperson på banen, Francois Debord (spillet af Francois Marthouret). Flashbacks til sommerlejre med præsten vækkes til live hos Francois med fysisk væmmelse, vrede og skam. Modsat Alexandre er Francois ikke forblevet i den katolske tro, men erklæret ateist. Med Francois former de gruppen ’La Parole Libérée’ for ofre, der blev misbrugt seksuelt som børn. Et tredje offer kommer på banen, Emmanuel Thomassin (spillet af Swann Arlaud), hvis voksenliv i særlig negativ grad er blevet ødelagt på grund af præstens seksuelle misbrug af ham som barn, sammenlignet med de to andre ofre/hovedpersoner – Alexandre og Francois.
Doku-drama og fortælleteknisk stilgreb
Oprindeligt havde Ozon planlagt ’Grâce à Dieu’ til at være en dokumentar. Manuskriptet henter sit råstof fra Ozons store forarbejde og egen research samt dybdeborende interviews med stifterne af ’La Parole Libérée’. Selvom filmens tre hovedpersoner er fiktivt komponeret, så ligger rækken af hændelser tæt op ad virkelige oplevelser.
Ozons fortælle-struktur er æstetisk, effektiv og fornyende - teknisk og stilmæssigt. I stedet for at fortælle historien om de tre hovedpersoner simultant, lader Ozon filmens tre hovedpersoner ubesværet, tørt og sobert give hinanden fortællestafetten på skift. Filmen falder i tre akter. I første akt fremstår brevudvekslingen og fortællestilen formel og klinisk gennem voice-over. Alexandre ønsker ikke en offentlig skandale eller at være mod kirken, men retfærdighed. I slutningen af første akt møder Alexandre Francois, som er langt mere konfronterende. I andet akt ønsker Francois at skabe offentlig skandale med et ’himmelstort’ banner over Cathédrale Saint-Jean-Baptiste i Lyon. Det får Alexandre talt ham fra. I andet akt er det Francois mere rå, brutale og direkte fortællestil, som overtager og Alexandre glider i baggrunden. I tredje akt træder Emmanuels mere empatiske og stærke følelser i forgrunden og står i stærk kontrast til de to andre fortællestile - den formaliseret og kliniske i første akt og den konfrontatoriske linje, som anlægges i andet akt.
Ozons fortællestil er subtil sat op. Form og indhold bliver en slags organisk inerti, som gør det muligt at udforske det psykologiske aspekt hos hver af de tre hovedpersoner. Ozon skaber ’rum’ og plads til hver af de tre hovedpersoners 'grublende' fortællestil på skift i stedet for samtidig.
Filmens sidste replik er skarpskåret og hænger tungt og ’grublende’ i luften. Den ældste søn spørger sin fader, Alexandre: ”Papa, tu crois toujours en dieu?” (far, tror du stadig på gud?). Derefter krydsklippes der til Cathédrale Saint-Jean-Baptiste i Lyon, hvor Emmanuel står fredsommeligt og nyder en cigaret i nattens mørke og ser på den oplyste katedral, mens les lyonnais holder la fête de Lyonnais.
”Grâce à Dieu” er endnu bedre anden gang, du ser den. Den skifter mellem at være klinisk, kold, glat til intens, varm og medrivende. Med den rammer Ozon et lag dybere i den menneskelig psyke og vender vrangen nådesløst ud på den katolske kirke som hyklerisk institution – heureusement.
