Skriv en kommentar
Guldhornene
I alle skoleferier er det nærmest tradition at der skal være børnefilm, der kan trække far, mor og junior ind i biografmørket. Dette sker også i Danmark, vi kender det fra bl.a. ”Far til fire” filmene. Fælles for disser film er at man næsten uanset kvaliteten kan garantere for økonomisk succes – eller i hvert fald at filmen tjener sig selv hjem. ”Guldhornene” er en af disse film der er placeret i den absolutte ringeste ende af spektret; sjældent har jeg været vidne til en produktion der er så himmelråbende elendig.
”Guldhornene” er ment som en slags opfølger til julkalenderen ”Jul i Valhal”, med samme noget nær samme persongalleri. De tre søskende Sofie (Laura Østergaard Buhl), Jonas (Lukas Schwartz Thorsteinsson) og Emma (Clara Maria Bahamondes) er flyttet til København, da deres far Asbjørn (Troels Lyby) har fået arbejde på Nationalmuseet. Pludseligt dukker de nordiske guder Ydun (Lene Maria Christensen), Loke (Martin Brygmann), Heimdal (Peter Frödin) og Thor (Henrik Noél Olesen), da børnene skal hjælpe dem i en farlig mission: De original Guldhorn skal tilbage til guderne, og de Guldhorn der er på Nationalmuseet er ikke kopier, men de ægte. Af en eller anden logik årsag, der umiddelbart ikke er så logisk alligevel, er kopierne tilsyneladende blevet byttet om med de ægte Guldhorn – så dem på udstillingen ér åbenbart de ægte når det kommer til stykket. Det syntes guderne i hvert fald var ret snedigt. I lyset af røveriet for et par uger siden, virker den logik omtrent lige så gennemtænkt som at slikke på gaffatape. Derfor er det heller ikke så underligt, at de retarderede guder beder børnene om hjælp til at komme ind på Nationalmuseet og få fat i Guldhornene. Åbenbart har jætterne også fået nys om om hvor de ægte Guldhorn er henne, og da destruktion af Guldhornene kan betyde menneskehedens endelige og at aserne vil miste deres gudommelige kræfter, er der kapløb til stregen om at få at i guldgiflerne. Jætterne er naturligvis ligeså idiotiske som aserne, så der er ellers lagt i ovnen til en fuldkommen hovedrystende stupid lavpandet komedie af allerværste skuffe.
En film som ”Guldhornene” er svær at omtale positivt, da der vitterlig ikke er mange guldkorn at trække frem. Historien grænser uden tvivl til noget af det mest latterlige jeg endnu har set i en dansk film, har selv den ellers virkeligt elendige Shu-bi-dua film ”Den Råde Tråd” og tåbelige ”Kat” (også af Martin Schmidt) her fundet sin overmand. Nogle ville mene at ”Guldhornene” kan forsvares, i kraft af at det er en børnefilm med en hvad man tror er en god portion humor. Men nej! Alt kan ikke undskyldes blot fordi det er en børnefilm, særligt fordi dette elendige møg hverken er komisk eller besidder blot en smule god underholdning. Hvis der endeligt er noget som er hysterisk komisk, er det de computerskabte væddere (eller er det graffitimalet dværgyakokser...?) der trækker Thors vogn, eller den temmelig blege regnebue Bifrost, der ligner noget taget ud af en Kinderæg reklame.
Skuespillerpræsentationerne er et kapitel for sig, men vinder dog lige filmen én stjerne og det er udelukkende pga. de tre børnskuespillere. De spiller slet ikke fremragende, men udfylder deres roller lige efter bogen; særligt 11- årige Clara Maria Bahamondes, der er kendt fra bl.a. ”Kongekabale”, viser gode takter som Emma og hun bliver bestemt interessant at følge fremover. Derimod kan man kun sprutte torden og lynild over de etablerede skuespilleres præsentationer. Henrik Noél Olesen som Thor er muligvis den mest troværdige af de fire guder, selvom han mest af alt optræder som en fordruken hooligan. Martin Brygmann har udseende til at ligne Loke, men når det kommer til knugende udspekulerthed og charme er Brygmann intet mindre end Loke-Light. Peter Frödin, som vogterguden Heimdal, giver så at sige en helt ny dimension af den nordiske gudeverden. Femset og småfnisende rejehopper han fjolleforvirret og hyperteatralsk rundt iført honninggyldne dreadlocks, i et pinligt forsøg på at være humoristisk på sådan en helt vild skør måde. Værst af dem alle er dog Lene Maria Christensen som Ydun. Det er tydeligt, at hun har forsøgt at vinkle den som ”den-forfængelig-smykkeglade-teenagetøs”; den dumme storesøster der ikke er synderlig kvik og synes hun er en lille prinsesse. Karakteren er i stedet en ret besynderlig opvisning i Gæt og Grimasser. Når hun slår sig selv på tindingen med pegefingeren, alt imens hun brummer ”hmmm-jeg-er-dum” lyde og laver blanke hundevalpeøjne, er det som om Yduns idioti ikke kan bukkes meget mere i neon.
Instruktør Martin Schmidt, der også stod i spidsen for ”Jul i Valhal”, har med denne film virkeligt skrabet bunden. Et par holdbare børnskuespillerpræsentationer er slet ikke nok til at trække læsset og slet ikke når faktisk intet andet fungerer. Børn er ikke dumme, selvom det nærmest virker som om holdet bag filmen tror det, og børn kan også skelne mellem hvad der er underholdende og virkeligt dårligt. Det kan voksne også og jeg kan fraråde alle med bare en smule god smag at se ”Guldhornene”.
Derfor til alle forældre, der har tænkt sig at tage deres børn med biffen i efterårsferien:
LAD FOR GUDERNS SKYLD VÆRE MED AT SE ”GULDHORNENE”!
