Skriv en kommentar
Vi er tilbage i den Danmarks imperialistiske tidsalder. Den gang, da Danmark drog ud til de fjerne kyster rundt i verden, den gang, da slaver stadig var et problem man ikke tale om. I denne tid møder vi den unge botaniker Wulf, der bliver sendt på en etårig rejse til Afrika, af den danske konge, for at effektivisere hans kaffeplantage.
Med dette udgangspunkt lyder det som en sprængfarlig historie. Kommer det til at handle om Imperialismens historie fiasko, kampen for frihed til slaverne, eller måske om de kultursammenstød der opstår, når to vidt forskellige verdener mødes? Svaret er ingen af delene.
For i stedet for at fortælle en sammenhængende historie, eller at opbygge et stærk tematik, så er filmskaberne meget mere optaget af at fortælle i symbolik. Det eneste problem er bare, at der ikke er noget at være symbolsk omkring.
Hvis ens store ufortalte historie skal være værd at afdække, skal man føle sig inviteret til det, men filmen gør en kæmpe indsats for at lulle seeren i søvn. Lange intetsigende billeder og en historie, der er så overfladisk og dårligt fortalt, at man ikke engang gider leder efter en større mening. Her kunne jeg være fristet til at bryde min egen regel om aldrig at fortælle slutningen, og det vil jeg i dette tilfælde heller ikke, men lad det bare være sagt, at den sløve start fører til en endnu mere bøvlet og skuffende slutning, der med garanti vil efterlade de fleste biografgængere skuffede og irriterede
.
Jakob Oftebro giver sit livs præstation.
For det er virkelig irriterende, at i en så ringe fortalt film og historie, så findes der faktisk et stort lyspunkt, og det er Jakob Oftebro. Det ville have været nemmere, bare at lægge filmen i glemmebogen, som et mislykket forsøg, men Oftebro er så fantastisk som en forvirret og naiv botaniker, der bliver udfordret på liv og sjæl. Denne udfordring manifesterer sig ikke mindst i Oftebros helt utrolige fysiske forandring, hvor han hen mod slutningen ligner et omvandrende lig. Han giver sig med andre ord 110%.
Guldkysten er ikke nogen god film, det er ikke engang en middelmådig film, som man roligt kan falde i søvn til en sen lørdagaften, det er faktisk en virkelig dårlig film. Skaberne bag har tydeligvis haft store tanker om sig selv, men har aldrig formået at overføre disse tanker til det store lærred, og havde det ikke været for en fænomenal Jakob Ofte, havde hele forestillingen været ulidelig.
