Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et sted mellem amerikanske ghettofilm, europæisk arthouse og moderne pop kultur, skød Matthieu Kassovitz’ anden spillefilm, ”La Haine” (Hadet), sig ind i den franske bevidsthed i 1995. Filmen var et udtryk for den frustrerede ungdom og de sociale uroligheder der allerede dengang rumlede i baggrunden, men som i dag er mere aktuelle end nogensinde.
Filmen følger tre unge tidsbomber, jødiske Vinz (Vincent Cassel), arabiske Saïd (Saïd Taghmaoui) og sorte Hubert (Hubert Kounde), dagen efter et sammenstød mellem politiet og de unge i deres nabolag er eskaleret til bil- og husafbrændinger og nedskydning af civile. En af de tres venner ligger i koma efter mødet med politiet og stemningen emmer eksplosive aggressioner. I velskruede sort-hvide billeder følger vi de tre i deres forvirrede, formålsløse vandren rundt i boligblokken, deres små sammenstød med ordensmagten, en tur på hospitalet og en tur til hovedstaden. Små, halvimproviserede scener af forskellig slags der med sikker hånd skrues sammen til en pessimistisk beskrivelse af et moderne Frankrig, hvor politiet i afmagt er gået amok overfor en ungdom hvis drømme og håb gang på gang bliver knust, resulterende i en evindelig spiral af had, vold og ødelæggelse.
Kassovitz, hvis skuespilkarriere siden denne film har været langt mere interessant end hans instruktørarbejde, og det dygtige hold af dengang ukendte skuespillere, leverede med ”La Haine” en nådesløs kritik af det franske samfund, med eskalerende racisme, sociale uroligheder og politisk ligegyldighed som omdrejningspunkt. Filmen endte som en usandsynlig succeshistorie med instruktørprisen i Cannes og fulde huse i store dele af verden. Den historie, samt mange andre, får man på DVDens mildest talt omfattende bonusmateriale. I en næsten halvanden time lang dokumentar ser hele holdet tilbage på optagelserne, under hvilke hele holdet flyttede ind i ghettoområdet i over to måneder, samt tiden efter filmens premiere. Hvilke indflydelser den har haft både i forhold til andre film, men også i på den franske filmscene generelt. Med sine amerikanske virkemidler, franske sensibilitet og fantastiske skuespil er ”La Haine” ganske rammende blevet kaldt et mix af Scorsese, Godard og Spike Lee og netop derfor lykkedes det filmen at få en universel appel. Det snakkes der også meget om på Kassovitz’ kommentarspor, der byder på mange interessante oplysninger, men er lidt monotont at høre på i længden.
Yderligere bydes der på slettede scener (i farver), skuespilprøver, trailere, produktionsdagbøger, promotionmateriale og så videre. Filmen er præsenteret i både Dolby Digital og DTS og billedet yder den smukke sort-hvide fotografering retfærdighed ved at være knivskarpt og kontrastfyldt. Største minus er de noget fjollede, danske undertekster, der til tider underminerer filmens alvorlige tone. Jeg foreslår at se den med engelske undertekster, hvis man ikke lige er så skarp i fransk.
”La Haine” er en historisk vigtig film i Frankrig, men samtidig en ekstremt underholdende, tankevækkende og til tider morsom filmoplevelse. Socialt er den ligeså aktuel nu som da den udkom og teknisk er den stadig imponerende. Når vi samtidig får den præsenteret i en yderst respektabel DVD-udgave med oceaner af spændende bonusmateriale kan man jo ikke andet end anbefale den til alle og enhver.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Universal
Pictures.
