Skriv en kommentar
Hvis jeg vidste, hvor sange kom fra – ville jeg tage derhen noget oftere siger Leonard Cohen spøgende midt i filmen, da han bliver spurgt om dens popularitet. Vi ser i begyndelsen et klip fra hans sidste koncert i 2013, hvor han igen entusiastisk med den bredskyggede hat på scenen, læner sig tilbage med lukkede øjne i folkemængden, og med dyb røst synger om rysten til Gud. Sangen har været med ham siden 1984 – og er nu lavet i over 200 coverversioner. Det er det geniale ved denne film – kun at skildre én sang og dens historie.
Vi er med fra den canadiske poet Leonard Cohens begyndelse i livet, og møder i starten de første sange i 60´erne – måske lidt for meget af en gentagelse fra musikfilmen fra 2019: Marianne & Leonard: Words of Love - og med de samme klip, hvor Judy Collins fortæller om deres første optræden, hvor han ikke vidste, hvad han ville/kunne. Men det er filmen styrke, når vi møder de store personligheder som John Cales version, da han sidder næsten nøgent ved klaveret og tolker ”Hallelujah”, og den samme livskraftige sang til et nyt publikum. Og vi endelig møder Tim Buckleys søn Jeff Buckley, som sætter en helt ny lyd og identitet, og når et yngre nyt publikum.
En sang med hundrede ansigter.
Det siges i filmen, at Leonard Cohen nok har skrevet 180 vers til sangen – eller som én siger: I hvert fald 150. Og det gør, at da animationsfilmen SHREK bliver lavet i 2001 – vælger filminstruktøren ikke ”at tage de frække vers med” – og det er livsbekræftende at høre Cohens tekst: There is a crack, a crack in everything. That´s how the light gets in - helt bibelsk – at selv i det mørkeste kommer lyset ud. Vi får igen hans historie, da sekretæren stjæler hans penge, og at han starter i et zen buddhistiske kloster Mount Baldy, for at blive mere sig selv efter et hårdt brug af stoffer og spiritus – så en kronraget jøde rejser roligt eksperimenterende videre på sin rejse. Og vi følger sangen, som er bygget op i 6/8 rytme – en slags vals og til brug i gospeltraditionen.
I filmens slutning modtager vi Cohens nøjagtige livsindstilling – da han til en koncert i 2010 står foran 50.000 i Tel Aviv og på hebraisk nyder suset – da han beder til, at Israel og Palæstina forenes, og alle rejser sig jublende – og han i et gammel interview vender sig belærende mod seerne ”Nogle anvender en knyttet næve. Andre anvender Hallelujah. Jeg går ind for begge dele.”
Sangen er fyldt med bibelske billeder i en moderne fremførelse om kærlighedens knuste håb. Derfor er det også nærliggende for Kriminalforsorgens FALGERKORET gennem tyve år – at synge Leonard Cohens sang ved samtlige koncerter i landets kirker, så den salmelignende sang afspejler de indespærredes livsgrundlag – som filmen også viser for mange andre mennesker. – og som Cohen siger i filmen: ”Den lever hver dag – og jeg ved ikke hvordan, den kom til mig.”
