Skriv en kommentar
Når man taler om slashergenren er det umuligt ikke at nævne et par stykker som startede det hele. Hitchcock's "Psycho" (1960) og Michael Powell's "Peeping Tom" (1960) var begge genredefinerende, og formentlig også de mest anerkendte værker. Men hvorimod de førnævnte film også vil kunne kategoriseres som psykologiske thrillere eller sågar regulære gyserfilm, så er John Carpenter's "Halloween" (1978) og Wes Craven's "A Nightmare on Elm Street" (1984) og "Scream" (1996) nærmest indbegrebet af hvad man refererer til som slasherfilm. Netop "Halloween" blev efterfulgt af en massiv række sequels og remake, som var af lige dele ringe og middelmådig kvalitet, og hertil bliver David Gordon Green's version nr. 11 i rækken. En direkte efterfølger til den originale version fra 1978, som gør hvad den kan for at undgå de mere uheldige installationer i francishen - dog kan den ikke løbe fra selv at være temmelig unødvendig.
Et sidste opgør
40 år efter "babysittermoderen", Michael Myers, dræbte hendes venner Halloween aften, lever en nu aldrende Laurie (Jamie Lee Curtis) isoleret og paranoid ude i skoven væk fra sin familie. Tydeligt stadig påvirket af posttraumatisk stress efter den skelsættende hændelse, bruger hun sin tid på at forberede sig på et uundgåeligt møde med seriemorderen. Da han, som forudset, bryder ud af sit fangenskab, går han direkte efter Laurie og hendes familie, samt et par tilfældige ofre undervejs, eftersom Laurie, er den eneste der har overlevet et møde med Myers. Det hele leder tilsyneladende op til én sidste kamp imellem morder og overlever.
Forudsigelig
David Gordon Green, som stod bag sidste års største "Oscar snub", "Stronger" (2017), samt den morsomme Rogen/Franco-film, "Pineapple Express" (2008), er manden i instruktørstolen til denne "Halloween" film. Og skønt han ved hvordan man bygger en glimrende atmosfære op med bl.a. en formidabel åbningsscene, så får han aldrig rigtig Myers til at blive uhyggelig som han var tilbage i 1978. Måske tiden bare er løbet fra denne tavse morder? I hvert fald er filmen på vippen til at overdrive de billige og forudsigelige jumpscares, i stedet for at spille på det psykologiske element. Når filmen i starten ligger op til, at vi skal forstå Myers, og hvorfor han ikke vil tale, så håbede jeg personligt på at vi ville få at se ham uden masken, som Carpenter kort viste det i 1978, eller at han ville have nogle få, gruopvækkende replikker. Men sådan kan man jo blive så skuffet.
Humoristisk twist
Danny McBride, der er medforfatter, bidrager gudskelov med nogle smågeniale og humoristiske replikker til manuskriptet, og det er absolut med til at hæve filmen fra at være komplet unødvendig til mildt underholdende. Dog er filmens absolut stærkeste gevinst Jamie Lee Curtis som i en slags Sarah Connor-udgave af Laurie går fra at være et uskyldigt og rædselsslagent offer i 1978-originalen til en frygtindgydende, kompromisløs og resursestærk kvindelig kriger, der denne gang måske har en chance for at vinde over Myers. Med tanke på at Miramax, Harvey Weinstein's tidligere filmselskab, er et af de produktionselskaber, der står bag filmen, så er det selvsagt også helt på sin plads, at en stærk kvinde vinder over en mand som bør være indespærret.
Hvis man er fuldt ud dedikeret slasherfan vil man sikkert morer sig kongeligt, men for dem som efterhånden kan genkende denne genreformular i søvne, jeg selv inklusiv, så vil man nok blive underholdt relativt beskedent.
