Skriv en kommentar
Næsten 30 år efter vi første gang stifter bekendtskab med den maskerede morder Mike Myers konfronteres vi nu med psykopaten igen i en nyindspilning af John Carpenters Maskernes nat fra 1978. Nu set gennem heavy musikeren og filminstruktøren Rob Zombies optik.
Halloween begynder lovende med en etablering af en familie i opløsning. Mike Myers (Daeg Faerch) drilles i skolen af bøller og terroriseres af sin fordrukne stedfar (William Forsythe). Mode-ren Deborah (Sheri Moon Zombie) tjener pengene til familien som stripdanser. Skænderier og kaos præger den lille familie, der også rummer Mikes to søskende, en ældre og en yngre søster.
Mike gemmer sig for den grumme hverdag bag en klovnemaske, og hygger sig med i hemmelighed at torturere og dræbe de dyr, der kommer i hans nærhed. Da mobningen af ham i skolen eskalerer med bøllernes hentydninger om Mikes moders erhverv som stripper tager raseriet i ham over og han slår i en blodrus sit første menneskelige offer ihjel ved at banke ham til døde med en kæmpe, krum kæp træ.
Mike er som tiårig allerede en fuldvoksen sociopat, og det er i kimen til en beskrivelse af drengens sindsudvikling ud i det forkrøblede, at jeg finder den lovende begyndelse på filmens univers. Men hurtigt overtager gyserfilmen genrekonventioner den ellers lovende etablering, og alt for hurtigt er det, at Mike Myers på fineste vis slasher alt og alle omkring sig, filmens eneste tilbageværende omdrejningspunkt.
Mike Myers vil gerne ud og lave Trick og treat på Halloween, men hverken storesøsteren, der hellere vil bruge tiden på erotik med kæresten, eller den fordrukne fader, der er faldet i søvn foran dummekassen, gider gå med ham. Moderen er på sit stripperarbejde for at tjene penge til familien, og kan derfor heller ikke gå med ham. Herfra går det helt galt. For nu bliver Mike så sur over at ingen gik med ham på Trick og treat at han slår sin stedfar, storesøsterens kæreste og søsteren ihjel i et voldsomt blodbad med både kniv og baseballbat.
Når Mike gør det, må han jo være fuldstændig bimmelims oven i hovedet, og det ligegyldigt om han bliver drillet i skolen og terroriseret af stedfaderen, for det kan aldrig være oplæg nok til at et nogenlunde normalt menneske reagerer som Mike.
Mike Myers er altså fra spæd af ikke noget nogenlunde normalt menneske. Det er ikke miljøet, der har gjort lille Mike skør, som filmen ellers indledende har lagt op til. Skør har han sådan set hele tiden været. Det bliver blot værre på et givent tidspunkt. Hos Mike Myers må det være arv der gør ham til det, han er. Og her kommer etableringen af den socialt svage familie som grundlaget for hans bristede psyke efter min mening til at stå i et misforhold med resten af filmen. For denne familie antænder blot noget i Mike der altid har været der. Dens sociologi er i sig selv ikke årsagen.
Nok om det.
Halloween bliver trættende fordi det hele alt for hurtigt kun kommer til at handle om, at Mike Myers myrder løs. Vi mister indblikket i hans sind, og det er ærgerligt, for det er sådan set en mere interessant vinkel, at man bliver lukket derind.
Gang på gang ser vi ensformigt udført, brutale nedslagtninger. Om det så er mænd der bliver slået i stumper eller kvinder der formålsløst forsøger at kravle væk fra monsteret Myers. Alt for hurtigt bliver filmen alt for forudsigelig og konventionel i forhold til sin genre.
Derfor kunne der med fordel været skåret mere end 20 minutter af Halloweens spilletid. Den begynder efter halvdelen af filmen, og især hen imod slutningen, at kede en så ganske forfærdeligt, at kun hardcore Mike Myers-fans vil syntes, at det er særlig underholdende at se alle disse ensformige mord.
Så konklusionen er, at nyindspilningen af John Carpenters Maskernes nat fra 1978 ganske vist er virksom med sine chokeffekter og uhyggelig visse steder, men at den også er endog meget forudsigelig og et ret gennemtærsket genreprodukt, hvor den psykologiske indsigt, der indledende postuleres, aldrig føres ud i sin konsekvens.
