Skriv en kommentar
Der er gået 13 år siden Sveriges svar på James Bond sidst så dagens lys på det store lærred. Alle de store svenske skuespillere har efterhånden spillet Jan Guillous superhelt Carl Hamilton, Stellan Skarsgård, Peter Haber, seneste Peter Storemare i 1999, og nu er turen så kommet til svensk films bad boy Mikael Persbrandt. I Danmark er Persbrandt måske mest kendt for sin fine præstation i Susannes Biers Hævnen i Sverige for de temmelige mange episoder hvor han er blevet anholdt i spritstiv tilstand og med lommerne fuld af kokain. Men uanset hvor meget snevejr der fyger rundt i næsen på Persbrandt, ændrer det ikke ved, at han er en forrygende dygtig skuespiller, og faktisk den eneste grund til at Hamilton – I Nationens Interesse ikke falder helt til jorden.
Filmen bygger på romanen af samme navn fra 1988, men handlingen er nu opdateret til terroristbilledet anno 2012. Det starter på grænsen mellem Afghanistan og Uzbekistan. Hamilton har infiltreret en gruppe våbenhandlere der sælger stjålne svenske GPS-styrede missiler til islamiske terrorister. Ud af det blå bliver alle sammen skudt ned af en ukendt gruppe lejesoldater; heldigt for Hamilton opdager de superprofessionelle soldater ikke, at han gemmer sig under lastvognen med missilerne, så det lykkes ham at flygte.
Tilbage i Sverige plager livet som hemmelig agent Hamilton. Tyve års tjeneste i nationens interesse har gjort ham til en rendyrket dræbermaskine. Han vil trække sig tilbage og nyde livet med sin nye kæreste. Uheldigvis kommer hun til at vække ham midt i et mareridt, så Hamilton instinktivt skærer halsen over på hende! Shit happens som man siger og Hamilton må tilbage på jobbet. De stjålne missiler er blevet brugt i et attentat på en somalisk fredspolitiker, og en svensk våbentekniker er blevet kidnappet. Sveriges statsminister går med til at hyre et amerikansk sikkerhedsfirma til at befri teknikeren på den betingelse, at Hamilton følger med som observatør. Reglerne for den slags operationer skal jo overholdes. Gæt engang. Det bliver de ikke.
Så er der ellers action for fuld udblæsning med konspirationer og korrupte politikere. Al logisk sans og kausalitet bliver sat ud af spil. Skurkene er i det ene øjeblik i Somalia, i det næste på en cafe i Jordan, og derefter går går de amok i Sverige og på ingen tid planlægger et attentat på statsministeren.
Til trods for at der hele tiden sker noget, er det så utroværdigt, at spændingskurven er flad som en pandekage. Handlingen er blottet for substans, fuld af klicheer og med karakterer der er uinteressante og endimensionelle. Persbrandt, der er blevet stor og veltrænet til rollen som Hamilton, gør det dog udemærket. Han dræber uden at fortrække en mine og spiller med en kold og kynsk facade, hvilket er helt tro mod Jan Guillous skildring af Hamilton i bøgerne. Og kender man til de 13 bøger om Hamilton, giver det muligvis mere mening, som når Hamilton pludselig skal kysse med sin palastinænsiske veninde fra PLO. I filmen fungerer det bare ikke med så mange handlingstråde som ender ulogisk og uforløst.
Filmen er instrueret af danske Kathrine Winfeld, der er mest kendte for miniserierne Kronprinsessen og Kongemordet, mens manuskriptet er medforfattet af Stefan Jaworski, der har skrevet Kandidaten og dele af Den som dræber. Det skinner i den grad igennem, at filmen ikke er lavet af en erfaren filminstruktør, for mest af alt minder det om et dobbeltafsnit af en tv-serie. Actionsekvenserne er lavet ved at man ryster rundt på kameraet og så er der de mange underlige nærbilleder, som da når filmen starter oppe i Persbrandts næse. Bogstavelig talt helt oppe i næsen på ham?
Var det en amerikansk film var den udkommet direkte til Blockbusters nederste hylde under B-actionfilm. I Sverige er filmen dog allerede en stor succes, over hundrede tusinde så den i åbningsweekenden. Efterfølgeren kommer allerede til efteråret, der er baseret på Guillous seneste bog Men ikke hvis det gælder din datter fra 2008. Kathrine Winfeld er skiftet ud med den mere erfarne krimiinstruktør Tobias Falk, og det kan derfor kun blive bedre.
