Skriv en kommentar
Da den svenske generalsekretær Dag Hjalmer Agne Carl Hammarskjöld (1905-1961) døde i et mistænkeligt flystyrt på vej til fredsmødet med hærchefen Tshombe (1919-1969), i Katanga ved lufthavnen Ndala i Nordrhodesia (nu Zambia) – skrev redaktør Børge Outze to dage senere i dagbladet Information: ”Og en slags trøst midt i det øjeblikkelige mørke må være det endelig mål, at hvis FN står og falder med et enkelt nok så fremragende menneskes eksistens, da vil det være gjort klart for alle, at det var et skrøbeligt foretagende, at han skulle bære verdens håb for fred.”
Per Fly har med den brede pensel sat alle sejl ind på at brede kendskabet ud til de afrikanske staters forsøg på uafhængighed fra europæiske kolonister, hvor FN´s generalsekretær ved flere lejligheder i filmen udtaler, at han med FN´s mandat vil kæmpe for løsrivelse – og filmen starter smukt med en kort omtale på tryk, hvad Dag Hammarskjöld har opnået siden sin begyndelse i 1953, bl.a. at der blev indsat fredsbevarende styrker i Suez-krisen, 1956 - sammen med den egyptiske præsident Abdel Nasser (1918-1970) – meget flot filmisk anskueliggjort via gamle tv optagelser – men også i sort/hvid med skuespillerne, og i 1956 er Sovjet gået ind i Ungarn.
Filmen har sit virke gennem Dag Hammarskjölds liv i de måneder – hvor hans kampe ses i FN´s generalforsamling med hans store velformulerende taler spredes til hele verden, men også giver anledning til højlydte tilråb fra Østlandene med den sovjetiske Khrusjtjov i spidsen. Jeg synes den svenske Mikael Persbrandt (f. 1963) alt for hårde tone i talerne giver et forkert billede af forsoning mellem landene – og vi får så også historien om hans tidlige ”forelskelse” i barndomsvennen, da Peter Levin (Thure Lindhardt, f.1974) prøver fredeligt at kysse ham – men ingen gengældelse selv om lysten har været der – og da Dag Hammarskjöld i 1961 bliver konfronteret med, at han har været i selskab med Levin – råber han højt: ”Jeg er ikke homoseksuel.” Mens han er i New York, og er hans eneste selskab aben Greenback, han har fra et besøg i Somaliland – igen hans humanitære indstilling til det afrikanske, men også et tegn på ensomhed – at en abe er hans eneste ven i New York. Her synes jeg Per Fly bruger for mange kræfter på at vise en abes hoppen rundt på skuldre og arbejdsborde – og så helt nærmest komisk slutter mødet med, at den blev hængt i en snor på vej ned ad en trappe. Ja, nedad.
Hammarskjöld siger med sin diplomatiske stemme, at han går uden om Sikkerhedsrådet og bestemmer selv, at indsætte fredsbevarende styrker i Congo-striden i 1961 (belgisk styre) – og her minder filmen lidt om vores egne Christina Rosendahl, som i 2020 lavede filmen Vores mand i Amerika - hvor Danmarks gesandt i Washington, Henrik Kauffmann (1888-1963) under Anden Verdenskrig handlede i strid mod den danske regering og tilknytningen til tropper i Grønland.
Men Hammarskjöld siger flere gange: Folk vil ikke have forandringer. Men jeg vil have magt.
Vi møder også hans samtale med den amerikanske præsident, J. F. Kennedy, som den unge nye venlighed – igen bliver spillet oprigtigt af Caspar Phillipson (f.1971), som realistisk går ind i rollen som lyttende.
Per Fly har også valgt at skildre hans hjemlængsel til Sverige ved, at han får mulighed for at købe jord i Østerlen til huset han kan bo i, efter at han skal gå af som FN´s generalsekretær i 1962 – og vi ser ham i lyst tøj, smilende ved udsigten til det gårdkøb han har i udsigt – og filmisk må Per Fly selvfølgelig vælge den scene i 1961 – selvom det i virkeligheden var fire år tidligere.
Vi ser også hans sidste flyrejse med det svenske flag på maskinen, DC-6 – hvor han selvvalgt uden eskorte flyver til mødet med Katangas leder Tshombe – hvor alle 16 dør. Vi får efter det flotte portræt også de oplysninger om flystyrtet – hvor selv i dag mange oplysninger er hemmeligholdt, som om Per Fly vil sige, at USA stod bag flystyrtet, og smukt tilføjet Adagio for Strings af den amerikanske komponist Samuel Barber (1910-1981). I 2019 fik vi også Mads Brüggers tankevækkende dokumentar om Hammerskjöld i Cold Case Hammarskjöld, hvor Brögger både har kontakt med en belgisk lejemorder, som hævder at have skudt flyet ned – og en repræsentant fra en sydafrikansk undergrundshær (SAIMR) – som arbejdede for overherredømme af hvidt styre i Afrika.
Men filmens flotte pointe er også at vise de mange overvejelser Dag Hammarskjöld gjorde sig i New York – hvor han på værelser tog fat i sin skrivemaskine og skrev mere religiøse tekster – som vi slet ikke kendte fra spalterne og tv. Det kunne komme til udtryk:
Vejen, du skal følge den
Lykken, du skal glemme den
Smerten, du skal skjule den
Svaret, du skal lære det
Facit, du skal bære det
Disse er nogle af de sidste notater i bogen Vägsmärkan (på dansk: VEJMÆRKER) man fandt efterladt efter hans død – og som udkom på dansk i 1964 – og han fik samme år Nobels Fredspris posthumt. En åndelig film.
