Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Multikunstneren Takeshi Kitano er kendt for sine lidt skæve, finurlige og altid mesterlige film. Hana-Bi har han både skrevet, instrueret og klippet. Det er blevet til et mesterværk af en krimi, hvis kriminal-plot blot er et dække, for at gå dybt ind i en filosoferen over livets små og store tragedier og de små ting der giver livet skønhed og betydning. Hana-Bi har modtaget adskillige priser, blandt andet Guldløven i Venedig.
Efter trailere til Takeshi Kitanos film Zatoichi, Brother og Takeshis glider vi smukt ind i Joe Hisashis tema-musik og en afslappet, rolig indledning der med sædvanlig perfekt timing, glider videre ind i Kitanos lidt skæve og meget humoristiske bad-ass stil.
Nishi er en indesluttet og tavs mand. Han er en hårdtslående kriminalbetjent og er med sin partner del af en politigruppe, der ikke giver de kriminelle meget handlerum. Men han lever også sin egen lille tragedie og hans liv er ved at falde fuldstændig fra hinanden. Nishi har mistet sin femårige datter og hans kone lider af dødelig leukæmi.
Dette er kun en lille del af den elendighed der udspiller sig omkring Nishi og han drager derfor den vigtige beslutning, at låne et stort beløb af yakuzaen, for at gøre den sidste tid med sin kone til noget helt specielt. Men pengene skal betales tilbage og da gangsterne begynder at presse på, er der kun ganske få udveje tilbage for den stoiske Nishi. Hans sti er lagt og kan ikke afviges, så han fortsætter i stedet ubønhørligt mod den slutning der venter på ham.
Hana-Bi handler om stilhed, stilhed fuld af mening. Tavsheden mellem mand og kone er massiv under hospitals scenerne, men stilheden taler sit eget sprog og er fuld af den varme, kærlighed og håbløshed, som mand og kone føler. Stilheden hører ikke kun til i Nishis ægteliv. Han er en tavs mand, hvis tavshed siger mere end de fleste ord og filmen er en stilfærdig film. Den er fuld af tavshed og ro mellem blod og vold. Kitanos stilfærdige instruktion siger mere en tusind ord.
Meget af Hana-Bi’s handling vises i korte flashbacks, så filmen kræver fuld opmærksomhed.
Man kan hurtigt miste orientering. Nutid, fortid og fremtid krydser frem og tilbage uden meget tilbageholdenhed, så man skal holde tungen lige i munden. På mange måder er filmen en lang montage, der afbrudt af filmens handling, formidler stemninger fra Nishi og andre karakterers sind. Vold og action vises i korte, effektive klip mens de personlige scener, ofte uden dialog eller blot med monolog, får masser af tid og dedikation. Der er tid til de personlige og intime scener. Kitanos sædvanlige, blodige orgier skal vi dog ikke undvære. Den hårdtslående, tavse mand er en skidt opposition at have for yakuzaen. Blodet flyder i rigelige mængder og Kitanos indre drengerøv kommer til udtryk ved gentagende lejligheder. Hana-Bi mangler hverken volden eller den skæve, underfundige humor, som kendetegner Kitanos film.
På den anden side af blodet er skønheden. Hana-Bi er til tider domineret af nogle fantastiske billedkompositioner, der smelter sammen med filmens lyd og stemning, i en smuk forening. Billedkunst og smukke landskaber afløser hinanden i et vedvarende flow. Horibe, Nishis partner og nære ven, tager i filmens begyndelse en vagt for Nishi, så han kan besøge sin syge kone på hospitalet, og bliver skudt under vagten. Han mister førligheden og må tilbringe resten af sine dage i rullestol, hvilket koster ham hans familie og lykke. Horibe opdager malerkunsten og blomstermotiver fylder meget i filmen. De bliver Horibes flugt fra hans nye tomme tilværelse. Med baskerhue og nyfunden livslyst kaster han sig ud i billedkunstens verden og skaber en parallelhandling til Nishis liv.
Filmens musik er af Joe Hisashi og hans musik er perfekt til denne melankolske og eftertænksomme film. Hisashi er et af de navne der altid dukker op i japansk film, når det skal være godt, og selvom hans musik, for et europæisk publikum, kan virke lidt anderledes, måske 80’er agtigt, så er den smukt sammensat og passer perfekt ind i Hana-Bi’s stemninger.
Hana-Bi er en fantastisk og rørende film som jeg varmt vil anbefale, ligesom jeg varmt vil anbefale alle Takeshi Kitanos film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
