Skriv en kommentar
“Hanna”’s formsprog og visuelle tilgang til actiongenren hæver sig over flertallet af gængse (amerikanske) ligegyldigheder og CGI-programmerede platheder. Dog bliver filmen aldrig en raritet, fordi den skæmmes betydeligt af en klichépræget roadmovie-skabelon og utroværdige arketyper, der opkridter et lidt for øjensynligt skel mellem godt og ondt. Det er ellers synd, for når “Hanna” er bedst, sparker den til genrekoderne og fører os på svimlende kamerature ud i ofte pop-potente actionsekvenser, alt sammen anført af den kun 16-årige up-and-coming Saoirse (udtales Shar-see) Ronan.
Hanna er en noget usædvanlig teenager. Hendes styrke, udholdenhed og kamptræning ligner en commando soldats, hvilket er resultatet af hendes opvækst alene sammen med sin far (Eric Bana) i en ødebeliggende hytte i den barke finske vildmark. Hele sit liv har Hanna levet med sin far, der strengt har forberedt hende til den værst tænkelige situation. Denne situation opstår, da hun er 16 år gammel og for første gang skilles fra sin far og møder den virkelige verden - en verden, hvor farerne lurer lige bag den pludselige lykke. Her jages hun af den perfide CIA-agent Marissa (Cate Blanchett), der ikke helmer før Hannas liv nådesløst er bragt til ende.
Saoirse Ronan spiller titelfiguren Hanna, den vilde actiontøs, der med dyrisk, urmenneskelig tæft banker alle bøllerne og redder sin egen skæbne. Hanna er en militant Pippi Langstrømpe, hvis livret består af rå æg og utilberedt kanin, opfostret af den usentimentale, men beskyttende faderskikkelse, Erik, og stærk nok til at kunne nedlægge en lind strøm af speciel forces og bevæbnede CIA-agenter. Hun er en kvindehelt i praksis, sådan som idealet lød i 60‘ernes matriarkalske opsang, et produkt af et post-feministisk projekt, der med en tvetydig fortid in mente har løsrevet sig fra den maskuline verdensorden. Den feministiske metaforik både styrker og skæmmer filmen, til dels anløbent af lav troværdighed og lette løsninger: For hvordan finder man grundlaget for Hanna’s magtudfoldelser og akrobatiske brydekampe med de hårdtpumpede muskelpartier, hun på talrig vis slår ihjel? Selvfølgelig ved at implementere populærvidenskabelige elementer, der i sidste ende skal få de ellers fuldstændig umotiverede karakterer ført sammen og sidst, men absolut ikke mindst få dem motiveret.
Hanna’s største problem er, at vi ikke føler empati med “de gode”, vi kan ikke leve os ind i den angivne problemstilling, fordi den er så tyndt forklaret eller helt udebliver. Det først antagne præmis er så tyngende for filmens dramaturgiske nerve, at man ofte mister spændingen i den 111 minutter lange film. Det at vi hverken får forklaret hvorfor Hanna sendes på en åbenbart dødsensfarlig mission eller får udlagt, den i øvrigt noget endimensionelle superskurk, Marissa’s agenda, fører filmen (og tilskueren) hen i en slags dramaturgisk dvale, kun opretholdt af de flotte, men ofte musikvideoagtige actionsekvenser. Fyrværkeriet er flot, fortalt ud i en rå, dekonstrueret, til tider jump-cuttet og frenetisk billedstrøm, der er befriende effekt-forladt og stedvist hyperhurtig håndholdt i sit musikalske tempo, stærkt komponeret af The Chemical Brothers. Musikken afføder et syntetisk udtryk i de stramt iscenesatte actionsekvenser, hvor Hanna ikke helmer før alle potentielle dræbere er halsbrækket. Disse scener udgør filmens grundkerne og sikrer den nødvendige spænding, der ellers helt udebliver i sødmefulde, men også velspillede vignetter fra Hannas vej op gennem Europa - her bliver den teori hun har gennemgået med sin far i den isolerede skovhytte, pludselig vækket til live og ført udi praksis. Hanna fascineres af det fremmedartede marokkanske landskab, men afskrækkes også ved mødet med den eksotiske elektronik og de summende lysrør, de mange lugte, lyde og billeder, hun ikke har været vant til i faderens isolation.
Hvis instruktør Joe Wright i højere grad havde fokuseret på at instruere en coming-of-age film, havde Hanna fået en langt større psykologisk spændvidde. De mange actionsekvenser ville eventuelt kunne indgå som et udtryk for teenagernes hormonbestemte raserianfald, hvilket ikke er helt uoverlagt i forhold til filmens bagvedliggende dramaturgi: Hanna ser verden ud fra en nyfødts øjne, og det er den medfølgende fascination overfor fremmedartede indtryk, der viser sig at være filmens drivkraft. For Hanna bliver det en eksistentiel rejse, hvor verdens muligheder står på klem og opstiller nye spørgsmål - og det er også sådan undertegnede sad tilbage - som et spørgsmålstegn, der ikke blev besvaret, men dog udmærket underholdt af en sej action-tøs, hvis film hurtigt fortaber sig som varmt is og glemt ved biografsalens exit.
