Skriv en kommentar
Vi kommer ind i Hanekes seneste film via en håndholdt smartphones/i-phones optagelser af en midaldrende kvinde i natkjole, som er ved at gøre sig klar til at gå i seng. Det er én af filmens hovedpersoner, den 13-årige Éve (Fantine Harduin), der minutiøst filmer sin moders toilette ned i mindste detalje. Lige efter er der håndholdt close-up af Éves hamster, som dør i sin egen madskål.
De to intro-scener og filmens afsluttende panoramiske scene skaber en slags ramme om den ellers fragmentariske og iscenesatte fortælling om en fransk ’bourgeois’ familie, hvis liv hver især er ved at gå i opløsning. Ingen af familiens medlemmer elsker hinanden eller sig selv. Éve har gennemskuet sin far og afslører også hans hede seksuelle mailkorrespondance med en kvindelige cellist. Éve ser sin fader direkte i øjnene og siger, at han aldrig har elsket hans ekskone/hendes moder, hans nye kone eller sin datter, Éve. Han er mundlam, for hun rammer tydeligvis plet.
Familien samles til den rituelle søndagsmiddag i det store hus i Calais. I denne setting med velstående omgivelser præsenteres filmens anden hovedperson faderen og patriarken, Georges (Jean-Louis Trintignant). Han sidder ved bordenden og spiser med serviet i kraven, som nærmest ligner en hagesmæk. Når hans datter Anne (Isabelle HUppert) taler til ham, råber hun næsten – højt og tydeligt. Georges er ved at ædes op af demens og går ind for aktiv dødshjælp, men det er en svær opgave at realisere. Med en spiddende og sarkastisk tone byder han Éve velkommen med disse ord: ”Bienvenue au club”.
Georges, farfaderen og Éve tager deres egne afstikkere i forhold til at komme væk fra ’livet’, men begynder også at udveksle idéer og tanker om døden og selvdestruktion. Georges linker til Hanekes forrige film ”Amour” ved at fortælle nøgtern til Éve, at han kvalte hendes farmoder med en pude, fordi hendes alzheimer åd hende op. Éve fortæller også farfaderen om sine eksperimenter med mennesker og sin hamster.
”Happy end” skiller sig ud fra Hanekes perlerække af film ”Funny games” (1997), “Det hvide band” (2009), “Skjult” (2005), “Pianisten” (2011) og ”Amour” (2012) ved den fragmentariske og iscenesatte rammesætning, som undertegnede vil huske den for, men samtidig også irriteres over. Det forbliver en halvudvandet filmoplevelse på grund af de mange brud i fortælling og scener, som i sig selv er ’en fortælling’, men som ikke giver noget til en stærk fortælling på hverken billed- eller lydsiden. En pudsig afstumpet film, hvor pigen Éve er den mest interessante, mystiske person, som kan opfattes som en fødselshjælper ikke til livet, men til dødsriget.
