Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Man bliver med det samme forvirret og irriteret; her har man gennem 90-erne set særdeles talentfulde film (”Pulp Fiction”; ”Short Cuts” og ”Magnolia” som cremen) der holdt rede på mange historier med mange hovedpersoner, man umiddelbart tager til sig/”holder med” og så kastes man med ”Happy Endings” ud i mange historier og personer, man har svært ved at lide, plus lakoniske mellemtekster der bedrevidende ved noget om fortiden og fremtiden. Kun langsomt går det op for en, at instruktøren har fod på materialet og noget på hjertet – og så hænger man ved til ”den lykkelige slutning”, og er knapt så forvirret og meget klogere til sidst.
Instruktøren Don Roos (The Opposite Sex (-98); Bounce (2000)) evner at fastholde en amerikansk realisme der ikke giver ved dørene – og som man skal til indie-film (independent film) for at finde. Hver især har personerne både fortidige lig i lasten og kaster sig ud i fatale løgne, ikke uden relation til dem vi andre mere eller mindre bevidst kaster os ud i. Beslutningerne, hvor mere eller mindre beregnende de end kan være, sætter laviner i gang. Centralt er: Skilsmisse eller ej, abort eller ej, donorsæd eller ej – eksistentielle hverdagsbeslutninger og hvad deraf følger af ligeså eksistentielle beslutninger og handlinger. Alt sammen pakket ind i det tragikomiske; En må kun genforenes med sin bortadopterede søn, hvis den anden må filme det på video, så han kan springe ud som talentfuld instruktør; et lesbisk par har brugt eller ikke brugt bøssevennernes sæd, under alle omstændigheder ligner sønnen den ene af fyrene, synes de nok ...; en ung kvinde flytter ind hos og går i seng med en ung fyr, der nok er bøsse, og så kaster hun sig over faderen og siger at det er kærlighed.
De lakoniske sidebemærkninger, tekster som instruktøren rundhåndet spreder som kommentarer til handlingen filmen igennem og som i begyndelsen kun gør forvirringen og irritationen større, virker efterhånden forløsende midt i dramaerne. Man forstår, at instruktøren vil gøre disse roller, der kun ligner os selv alt for godt, til mennesker. Her dømmes ikke – men udfoldes karakterer der ikke blot er gode eller onde. Og så er filmen herligt fri for en frelse der peger ind i letkøbte kirke- og religions-løsninger, som ”tiden” ellers er så fuld af. På den måde er ”Happy Endings” grænseoverskridende; Hollywoodmodellens traditionelle gode og onde-roller opløses; frelsen findes ikke, men måske en forløsning der ligger gemt i kommentarernes lethed, der ikke skal forveksles med overfladiskhed, og sidst men ikke mindst i de nederlag som alle uden undtagelse løber ind i. Her er ikke happy endings, men reaktioner og erkendelser på fortielserne og løgnene. Hvis der er en lykkelig slutning er det, at de kommer for en dag og sender personerne videre i livet.
Den postmoderne attitude får her sit afgørende skud for boven i en af historierne; at enhver kan træde ud som kunstner og film-auteur med nyindkøbt digitalkamera og redigeringsanlæg spiddes grumt, da indkøbene gøres til eksistentiel afpresning. Overfladiskheden ligner noget vi kun kender alt for godt fra vores mange TV-kanaler og fører helt andre steder hen end tiltænkt.
Filmen er vigtig, fordi den er virtuost fortalt og griber, hvis man holder fast. Så se endelig filmen mere end en gang. Og nu hvor ingen dansk distributør kunne finde ud af at give den biografpremiere herhjemme, kan jeg kun opfordre til, at man låner eller køber DVD-en.
På DVD-en leder man forgæves efter ekstramateriale til en film der er så vigtig, og spises i stedet af med trailere til hollywoods metervarer. Det er simpelthen for dårligt. Men en stor tak fordi Nordisk Film sendte DVD-en på markedet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
