Skriv en kommentar
Der er uden tvivl penge i at lave animationsfilm til børn. Lige for tiden bliver de i hvert fald spyttet ud af Hollywood, som om de blev produceret på samlebånd. Og denne uge er ingen undtagelse. Denne gang hedder filmen ”Happy Feet”, og hovedingrediensen er en flok syngende og dansende pingviner. Ja, det lyder lidt søgt, og det er det også. I begyndelsen af filmen virker det meget kunstigt, men efterhånden som handlingen skrider frem, vænner man sig lige så stille til de menneskeliggjorte pingviner.
Handlingen udspiller sig i det kolde Antarktis, som er hjemsted for en stor flok kejserpingviner. De er styret af traditioner og (over)troen på Den Almægtige Pingvin.
Den vigtigste opgave for en kejserpingvin er at finde sin indre sang. Denne sang gør det både muligt for pingvinerne at finde en mage og genkende hinanden i den store koloni. Til sin fars store fortrydelse og resten af flokkens undren er den lille pingvinunge Mumle ude af stand til at synge. Han kan til gengæld steppe, som en anden Fred Astaire. Dette talent falder ikke i god jord hos flokkens overhoved, som opfatter den nye unge som en ballademager. Efter flere advarsler om at stoppe danseriet, ender Mumle med at blive forvist fra kolonien.
Der har længe været mangel på fisk, og flokkens overhoved tror, at det skyldes Mumles glade stepdans. Mumle er dog overbevist om, at det skyldes en udefra kommende faktor, og han beslutter sig for at finde ud af den rigtige årsag til fiskenes forsvinden.
¨
”Happy Feet” er rent teknisk en af de flottest og mest vellykkede animationsfilm jeg længe har set. De storslåede naturlandskaber, som danner baggrund for filmens ”persongalleri” er så realistiske, at jeg vil vove og påstå, at man ikke kan se forskel på en landskabsscene (uden pingviner) fra filmen og et ægte billeder fra Antarktis.
Filmens største svaghed er handlingen, som i bund og grund har lånt plottet fra ”Den grimme ælling” af vores helt egen H.C. Andersen. Mumle adskiller sig ikke alene fra de andre unger i flokken ved mangle en sangstemme. Han forbliver ligeledes dunet og grå igennem hele filmen, og minder på den måde om ”Den grimme ælling” af udseende.
Filmen er efter min mening alt for lang, og de mange budskaber og løftede pegefingre, som efterhånden er obligatoriske for de amerikanske animationsfilm for børn, er bare irriterende i længden. Dog synes jeg meget godt om kritikken af pingvinernes blinde (over)tro på ”Den Almægtige Pingvin”, der efter min mening er ment som en hilsen til de mennesker, som blindt lader sig forfører af en karismatisk leder, som bruger religion og Gud til at manipulere folk til at gøre ugudelig gerninger.
