Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Sally Hawkins skolelærer ’Poppy’ vandrer en senaftentime efter en hård dag på jobbet gennem den moderne storbys velkendte, dystre byggeplads. En forpjusket og snavset bums står og vrøvler bag nogle betonklodser. Poppy nærmer sig. Først er hun, og vi, bange for den store mand, men også (især Poppy) nysgerrige.
Langsomt aner vi at der overhovedet ikke er noget at være bange for. Manden er blot et bange og såret menneske. Over hvad ved vi ikke. Hunden skal som bekendt ikke skues på hårene.
Scenen er central i køkkenvaskrealismens numero uno Mike Leighs ’lyse’ mesterværk, der havde premiere i de danske biografer sidste år. Lys er måske ligefrem det forkerte superlativ at hæfte på den, for filmen forsøger (og lykkes med) at pege på nogle temmelig fundamentale problemer i vores moderne samfund.
Poppy er et positivt menneske, der forsøger at hjælpe, hvor hun kan i en verden, der synes at være ved at gå op i limningen af negativitet, pessimisme, og livslede, der dybest set, som Leigh viser på blændende vis bunder i frygt, i angst. Både i det store og det små. Om det så er angst for terror, for kriminalitet, for at blive såret, eller blot frygt for andre menneskers meninger.
Poppy indeholder intet af denne irrationelle angst. For hun er netop et rationelt menneske, og hun viser det gang på gang. Når hun i det stille hjælper søsteren med at være rolig omkring sine eksamener, en skoleelev i skolen, eller en kørelærer, ødelagt af mobning i sin barndom. Eller når hun bare er glad til glæde og opmuntring for alle i hendes nærhed.
Den tydeligvis skizofrene vagabond fra den førnævnte scene er et sørgeligt resultat fra dette angstfyldte samfund. Nøjagtig ligesom den lille dreng, der slår de andre børn, fordi han har lært det fra lussingerne givet af hans mors nye kæreste, er det; eller den racistiske, perfide kørelærer Scott (Eddie Marsan), som hun for alvor kommer i clinch med; eller den anden lillesøster, der er gravid, men som er så led over sit eget liv, at hun lader det gå ud over alle i sin omverden, og i en enkelt stærk scene ud over Poppy. Leigh har dog som altid, ligesom Poppy, håbet for verden i sig stadigvæk.
Så selvom filmen egentlig er sjov nok – indimellem hylende morsom – til at blive kategoriseret som en komedie, på trods af den egentlig overhovedet ikke tilhører denne genre (dertil er den for løs og dokumentar-agtig i sin form), er den faktisk en lige så alvorsbundet gang socialrealisme som Leighs tidligere film ”All or Nothing”, ”Vera Drake”, ”Hemmeligheder og Løgne” og ”Life Is Sweet”.
Jeg er ikke bleg for at kalde Mike Leighs ”Happy-go-lucky” for et lille socialrealistisk mesterværk, selvom nogen nok vil mene det er helligbrøde at sætte sådan en mærkat på en film boblende af så megen positivitet. Men de tager fejl! For hvorfor kan det kloge og det geniale, kun være det pessimistiske og negative? hvis man lige har den sure mine på? Leigh vil nok mene, rigtigt, at dette er endnu et symptom på vores negativitetsinficerede samfund.
Leighs budskab er egentlig temmelig banalt og velkendt: elsk livet, også de dårlige sider. Men det banale bliver her det geniale i Leighs formidable fortælle- og argumentationskraft. Aldrig har den velkendte talemåde været mere sand: smil til verden, og den smiler til dig.
Ekstramateriale:
Et par glimrende små interview-baserede dokumentarer, også kaldet featuretter, med titlerne ’Behind the Wheels’ og ’Mike Leighs Characters’. Den sidste er mest interessant, idet den giver indblik i den kendte Mike Leigh-metode, hvor han sammen med skuespillerne i lange perioder inden filmens manus skrives forsøger at finde ind til figurerne i filmen. Og først ud fra disse langstrakte øvelser skriver han manuskriptet. På den måde opnås den perfektionisme og det formidable skuespil, der ofte overgår det meste man ellers ser på film. Leighs film er altså ikke improviserede foran kameraet, som mange fejlagtigt tror.
Desværre er der ingen danske undertekster på de to featuretter.
Filmens er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
