Skriv en kommentar
Independent film er en skæg størrelse. Mange af dem formår at rører mange anmeldere langt mere end store studieproducerede film, da disse ofte fokusere på mindre arbejdsklasse eksistenser, og disses langt mere nede på jorden problemer. Mange af dem formår med deres mere specielle fortælling at rører publikum, og give dem noget andet de kan tage med hjem, noget mere personligt. ”Happy-Go-Lucky” forsøger alle disse ting, men ender som en ucharmerende omgang pladder, der virker alt for glad for sig selv, og sit fine verdensbillede, som vi alle burde have.
Poppy(Sally Hawkins) er en tredveårig skolelære. Hun lever et godt singleliv, hun deler lejlighed med sin veninde Zoe(Alexis Zegerman), noget de har gjort i snart 10 år, og hun forsøger at bevare en positiv attitude ligegyldigt hvad der sker.
Historie, er der ikke det store af i ”Happy-Go-Lucky”, filmen følger vores superpositive hovedperson Poppy, der opfører sig som et barn i forskellige situationer, og nægter at tage livet seriøst på nogen måde. Hun besøger sin søster, der er gravid, gift og forsøger at få Poppy til at gøre det samme. Hun kæmper med et barn i sin klasse, der slår andre, og virker som om han har problemer. Hun forsøger at tage kørekort, og må tage til takke med en dybt forstyrret kørelærer, der er vildt fascistisk omkring kørsel.
Filmen har et forholdsvis simpelt koncept. Sæt Poppy i nogle situationer hvor hun skal interagere med andre mennesker, og se hvordan de reagere på hendes attitude. Det er meget ensidigt og bliver hurtigt kedeligt hvis man ikke øjeblikkeligt hylder Poppy som den gud man har ventet på skal fortælle en hvordan man skal leve. Denne anmelder prøvede at lide filmen, men det er simpelthen umuligt når man ikke kan lide dens hovedperson. Det er fair nok at man vil have en positiv hovedperson og ”dont take life to serious, you’ll never get out alive” og alt det der, men jeg har svært ved at se hvor man går fra positiv til Poppy. Hun er så in-your-face, at man enten elsker hende eller hader hende. Det er dog svært at forstå hvordan man går fra positiv hovedperson til at se Poppy der gør grin af kørelæren hver gang han siger noget. Det fremstår ikke ligefrem som positivt, men mere destruktivt. ”Happy-Go-Lucky” har desuden en bedrevidende arrogance, der virker ret malplaceret i en film son denne, der skal forsøge at charmere sig ind hos publikum, via dens positive hovedperson. I stedet virker det som om filmen forsøger at belære alle os der tager livet for alvorligt, at vi skal grine af vores kørelære, også bliver det hele meget bedre.
”Happy-Go-Lucky” er meget enten eller. Fordi filmens hovedperson og holdning er meget skarp kan man enten erklære sig enig eller uenig. Filmen forsøger dog at belære publikum på en måde, der virker nedladende og bedrevidende. I filmens øje vinder Poppy hver gang hun kommer i konflikt med en person. Det må tydeligvis være den person der tager fejl, fordi da vedkommende ikke er så positiv og tilgivende som Poppy. Sikke noget pjat. Man kunne måske slippe af sted med sådan nogen i Jesus: The Movie, men med Poppy fra Nord London. Ikke rigtig.
