Skriv en kommentar
Henry (Sharlto Copley) er skudt i småstykker. På et laboratorium sætter hans kone Estelle (Haley Bennett) ham sammen igen med robotdele, lem for lem.. Henry har ingen erindringer om, hvem han er, eller hvad der er sket. Men inden han får aktiveret sin tale-funktion, flyver kuglerne om ørerne på ham og Estelle bliver bortført af skurken Akan (Danila Kozlovsky). Fra nu af er der kun en vej for at løse mysteriet om, hvem Henry er: det er med fuld knald på i gennem blodsudgydelser og technomusik. Men hvem kan Henry stole på? Velkommen til Bourne møder Robocop møder Taken møder The Lady In The Lake til technokoncert!
Russisk blodsalat
Hardcore er lavet af den russiske instruktør Ilya Naishuller og er inspireret af hans kortfilm ”Bad Motherfucker” som blev en viral sensation med over 120 millioner views, da han tilknyttede den som musikvideo til sit eget punkband ”Biting Elbows” (se videoen nedenfor). Ikke overraskende var det hans landsmand, Wanted-instruktøren Timur Bekmambetov, der, som fan af videoen, opfordrede Naishuller til at lave en spillefilm inspireret af ”Bad Motherfucker”s first-person-view. Bekmambetov er selv berømt for hans højt-stiliseret og tempofyldte film, og han påtog sig da også rollen som medproducer på Hardcore.
Ligesom ”Bad Motherfucker” er Hardcore fortalt udelukkende fra hovedpersonens synspunkt, men altså i en hel spillefilmslængde. Point-of-View (POV) eller som man kender det fra computerspil first-person-shooter (FPS) har været flittigt brugt på film. Noirfilmen The Lady In The Lake (1947) med Robert Montgomery og begyndelsen af Dark Passage (1947) med Humphrey Bogart er to tidlige forsøg på at lave POV-engagerende film. Den førstnævnte film er skudt helt i POV, hvor det i den sidstnævnte ’kun’ er brugt i første del af filmen. Specielt Bogarts håndgemæng i bilen i Dark Passage minder utroligt meget om nutidens FPS-spil. Andre eksempler er starten på Halloween (1978),Strange Days (1995), dele af Enter the Void (2009) eller i Found-Footage-genren som V/H/S/2 (2013) eller Blair Witch Project (1999).
Hvad der gør Hardcore speciel er, at filmen tager skridtet fuldt ud med hensyn til computerspillets FPS, og giver en action- og tempofyldt first-person-filmoplevelse, hvor publikum ”ser” alt med hovedpersonens øjne. Selvom Bekmambetov omtaler idéen som både original og vovet, var denne altomsluttende filmoplevelse med sin subjektive POV-effekt vel egentlig uundgåelig i nutidens filmverden. Efterhånden som teknologien bliver bedre og bedre, presses disse konceptuelle film hele tiden til nye højder. Hvad enten vi taler om hele film skudt i en lang indstilling eller CGI-effekter, som gør det umulige muligt.
Hardcore er næsten udelukkende skudt på GoPro-kameraer og med specialdesignede rigs, som gjorde det muligt at komme med næsten overalt, eller som Bekmambetovs udtrykker det, at ”sammensmelte publikum med hovedpersonen for at skabe den ultimative actionoplevelse.” Selvom udførelsen her er medrivende, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at næste skridt allerede ligger og venter lige om hjørnet. Virtual Reality-brillerne er endelig ved at vinde frem, så den ultimative actionoplevelse må være når vi får den individuelle filmoplevelse, hvor vi faktisk bliver hovedpersonen og selv skal træffe valg.
Rutchebanetur uden indhold
Lad os slå en ting fast: Hardcore er en intensiv og energifyldt techno-basher af en film. En filmisk action-rutschebanetur, der kun hæmmes af sine egne begrænsninger. First-person-oplevelsen er helt igennem medrivende, når kuglerne flyver omkring ørerne på Henry, når Henry bliver smidt ud fra store højder og i hans små nævekampe med skurkens håndlangere. Det store isenkram er rullet ud med tanks, helikoptere, biljagter, håndgrenader og de fleste håndvåben fra våbenlageret.
Men men men. Filmens åbenlyse problem er den haltende og svage historie. Den er vel, som man kan forvente: svag med unuanceret karakterer. Der er ikke meget mening med galskaben, men som i en forlystelsespark er det hele sjovt og underholdende. Man skal lige vænne sig til stilen. Der er en masse irriterende klip, som ødelægger kontinuiteten i handlingen, men det ville selvfølgelig have været ekstra svært at lave filmen i en lang indstilling. Men disse klip ødelægger desværre en stor del af indlevelsen.
Hardcore er helt sikkert en biograf-rutchetur værd og den giver i den grad potentiale til at følge op med andre lignende film. Men nok, som her, mest i den mere useriøse ende.
