Skriv en kommentar
I Harmonium møder vi en familie på tre bestående af Toshio, Akie og deres datter Hotaru. De lever en stille og rolig tilværelse, ikke prangende og måske heller ikke ligefrem lykkelig, men velfungerende, indtil alt en dag bliver vendt på hovedet, da en tidligere bekendt af Toshio, Yasaka, der netop er kommet ud af fængslet flytter ind hos dem, og begynder at arbejde for Toshio på hans maskinfabrik.
Akie bryder sig først ikke om at have en fremmed boende hos dem, men både hun og Hotaru bliver efter et stykke tid gladere for den logerende, som langsomt nærmest bliver en del af familien, og blandt andet hjælper Hotaru med at lære at spille harmonium, en form for orgel, der med sin finurlige lyd agerer lydtapet filmen igennem. Præcis hvorfor Toshio lader Yasaka bo hos dem uden nærmere overvejelser får hverken publikum eller Akie at vide til at begynde med, men man aner hurtigt en forbindelse mellem Toshio og Yasakas blakkede fortid.
Langsom med tragisk og dramatisk udvikling
Harmonium er langsom i sit tempo og sin opbygning, og, kunne man hævde, måske en smule for langsom til at komme i gang. Jeg brugte det første lange stykke tid på at sidde og gætte mig til hvad filmen egentlig kom til at handle om, men hvad der så sker da den først kommer i gang havde jeg aldrig forudset, da den, som handlingen langsomt skrider fremad, ikke blot udvikler sig tragisk, men også lidt efter lidt bliver mere voldsom og direkte.
Historien udvikler sig dramatisk, og kommer til at handle om skyld, skam, had og tilgivelse. Der bliver slået skår i den ellers velfungerende families overflade, og filmen sætter spørgsmåltegn ved forbrydelse, skyld og straf. Hvornår skal man tilgive, hvornår skal man som familie blive sammen og kæmpe, hvornår skal man gå fra hinanden og ganske enkelt give op?
Den rolige og venlige Yasaka viser i små glimt en anden og mørkere side, og hans høflighed og stille gemyt får kun den anden side til at virke endnu mere skræmmende. Generelt for alle karakterer i filmen er det at den onde, hævngærrige og forbryderiske side kun bryder ud i ganske små sprækker gennem den høflige og velmenende facade.
Desværre aldrig rigtig rørende
Harmonium er instruktøren Koji Fukadas sjette film, og ligesom hans tidligere, er denne præget af en eftertænksom ro. Fukada beskriver selv at hans film Hospitalité fra 2010 er tænkt som en pilot til Harmonium, men hvor Hospitalité i sin stil var mere komisk og let, er denne film mere mørk. Den stille fortællemåde gør at man som seer virkelig har tid til at tage den tragiske handling ind, men desværre er der noget der gør at jeg aldrig rigtig bliver rørt. Hvor meget jeg end gerne vil, føler jeg aldrig rigtig med personerne og deres tragiske skæbne.
Koji Fukada beskriver selv at filmen er en kritik af den idyllisering af kernefamilien, som han føler har præget og til dels stadig præger japansk kultur og japanske film. At filmen er en form for angreb på kernefamilien mærker man som seer, men måske det går endnu tydeligere igennem for et japansk publikum end for et vestligt. Måske det netop er denne kulturforskel der gør at jeg ikke bliver så ramt af filmen som jeg tror den har til hensigt, og som jeg egentlig gerne ville rammes.
