Skriv en kommentar
En eller anden har en gang udtalt at ”Harper” indeholder stort set alle de klicheer man kan forestille sig i en detektiv-film fra 1960erne. Undertegnede kan hermed skrive under. Her er alt hvad man kan forestille sig af dekadente overklasse-snobber, letlevende unge kvinder og playboys, hårdtslående gangstere, religiøse sekter, bedrageriske tjenestefolk, hurtige biler og over det hele en privatdetektiv der har styr på hele svineriet.
Paul Newman er mindeværdig som Lew Harper, en opdateret 60er-udgave af Bogarts Philip Marlowe. En selvsikker charmør og privatdetektiv med sans for detaljen og kvinderne i sin hule hånd. Newman tilsætter karakteren en god portion grovkornet humor og en velbalanceret mørk side, karakteriseret i eks-konen Susan (Janet Leigh) overfor hvem Harper er et decideret dumt svin.
Harpers fællestræk med Marlowe ligger også i mødet med Lauren Bacall der, omend tyve år ældre, mere eller mindre gentager sin rolle som manipulerende kvinde fra ”The Big Sleep”. Harper bliver hyret til at finde Bacalls mand og i et handlingsforløb lige så kompliceret og fyldt med personager som ”The Big Sleep” graver Harper dybere ind i en ring af mordere, smuglere, kult-ledere, narkomaner og snu tjenere indtil den store finale på et gammelt, forladt fragtskib.
Som det er tilfællet i ”The Big Sleep” har ”Harper” en tendens til at overkomplicere sit plot, men heldigvis uden at det går ud over underholdningsværdien. Der er nemlig så meget knald på og så megen grov humor i dialogen at man ikke kan andet end holde af Newman og hans stjernespækkede ensemble. Det er ikke uden grund jeg bliver ved med at nævne ”The Big Sleep” for ”Harper” kan ærlig talt næsten ses som en genindspilning selvom plottet og udgangspunktet er anderledes. Mange karakterer går igen – den forkællede rigmandsdatter som alle sviner til, Harpers ven i ordensmagten, der dog denne gang er advokat og ikke betjent. Politistyrken er generelt fremstillet som Harper ser dem: Fuldstændig inkompetente.
Jack Smights (”The Illustrated Man”, ”Midway”, ”Airport 1975”) film er dog helt bestemt sin egen, ikke mindst takket være en fabelagtig indsats fra Newman. Filmens humor er langt mere selvbevidst end de noir-film den efterligner og kærligt refererer, billedsiden er til tider rigtig flot, farvefotograferingen brugt godt og de skæve karakterer og oplagte dialog er utrolig underholdende.
”Harper” står i dag som en film forud for sin tid. Før ”Chinatown” og længe før ”L.A. Confidential” eller ”The Man Who Wasn’t There” står den nok som 1960ernes bedste forsøg ud i en opdatering af film noiren og det mest af alt på grund af den velfungerende leg med klicheer og pastiche og det velspillende hold skuespillere. En film der bestemt ikke fortjener at blive glemt.
DVDen her indeholder ud over fint restaureret billede og lyd et informativt kommentarspor af manusforfatter William Goldman, en meget lang trailer og en kort introduktion af TCMs Robert Osborne. Ikke overvældende, men fint til prisen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
