Skriv en kommentar
Baseret på Ane Riels spændingsroman af samme navn, følger vi her Daniel Borgmans tredje spillefilm, som foregår dybt inde i skoven. Filmen blevet udtaget ved dette års Toronto Film Festival med et stort internationalt publikum.
I ”Harpiks” følger vi Jens ( Peter Plaugborg), der bor ude i skoven med sine overvægtige kone Maria ( Sofie Gråbøl) og deres datter Liv ( Vivelill Søgaard Holm). De har isoleret sig fra den moderne civilisation i frygt for at myndighederne tager deres datter fra dem. De iscenesætter derfor datterens død og vender ryggen til verdenen. Deres isolerede liv bliver dog afsløret, da Livs farmor (Ghita Nørby) kommer forbi og gerne vil have at Liv får et normalt liv.
Allerede da familien iscenesætter deres datters død, kan man mærke, at der er noget galt. For hvorfor skulle man ellers frygte myndighederne, hvis man levede et normalt liv? Selvom familien klart elsker naturen og blot vil være alene med deres datter, kan man hurtigt fornemme, at noget at grueligt galt – og filmen bliver ikke blot en historie om en hippie-familie med et tæt forhold med naturen. Der er mere andet på spil.
Konsekvenserne begynder at hobe sig op, da den moderne civilisation, her i form af farmoren, forstyrre deres liv. Og dette er hvad filmen desperat har brug for. At der er konsekvenser og en større magt, der siger at dette ikke er livet at leve, når man har en datter, som læser ”Romeo og Julie” i stedet for Søren og Mette.
Harpiks må anses som et yderst eksperimenterende værk, og det kommer højt sandsynligt til at være en smagsvurdering iblandt publikum. Den har en lille og simpel historie, den arbejder ud fra, men er meget eksperimenterende i forhold til dens klipninger og livsfilosofi. Til tider kan dette virke alt for prætentiøs uden alt for meget substans.
Filmen har flere lag end ved første øjekast. Man kan godt fornemme, at noget er helt galt, når man vil fake en datterens død, men tror først det er af frygt for at familien bliver dårligt behandlet. Dog viser tingene at være anderledes, og det viser sig også, at psykisk sygdom spiller en stor rolle i denne galskab. Peter Plaugborg spiller hans rolle rigtig godt, men filmens store stjerne er skuespilstalentet, Vivelill Søgaard Holm. Hun bærer meget viden og samtidig frustration på sine unge skuldre, som den meget uvidende og modige pige.
”Harpiks” må anses som en yderst eksperimenterende film, hvor natur, overlevelse og retfærdighed spiller store roller. Filmen tager muligvis nogle uretsaglige omveje og klipningen kan virke ret prætentiøs, men ikke mindre er dette en helt ny stil indenfor dansk film, som alligevel fortjener opmærksomhed.
