Skriv en kommentar
Den unge troldmand in spe Harry Potter lever en kummerlig tilværelse hos sin forfærdelige tante og onkel og øretæveindbydende fætter, for Harrys egne forældre omkom under mystiske omstændigheder, da han var spæd. På Harrys 11 års fødselsdag sker der imidlertid noget uventet; han får et brev leveret pr. ugle! I brevet meddeles det, at Harry er blevet optaget på Hogwartsskolen for vordende troldmænd og hekse - og det uden overhovedet at have søgt ind. Og således fortsætter filmen i magiens tegn, i en verden der eksisterer parallelt med vores egen, men hvor alting bare er mere fantastisk og spændende. Skolestarten på Hogwarts bliver samtidig starten på et forrygende eventyr og på Harrys rejse imod at finde ud af, hvem han selv er.
På skolen får Harry straks to nye venner Ron og Hermione og en ny fjende ved navn Draco. Men som tiden skrider frem, opdager Harry, at de interne stridigheder eleverne imellem er aldeles ubetydelige i forhold til de mørke kræfter, der forsøger at bryde frem på skolen. Og som kun Harry har kraften og modet til at bekæmpe.
Harry Potter og de vises sten er en rigtig eventyrfilm, hvor tilskueren lukkes ind i en forrygende og fantasifuld verden af magi, flyvende koste, enhjørninge, nisser, trolde og mange flere overnaturlige fænomener. Historien låner fra mytologiske arketyper, middelalderlige spøgelseshistorier, gammel overtro og klassiske heltesagn, og det er denne blanding, der gør filmen til noget helt særligt. Derudover mixes det humoristiske med et seriøst lag, for bag filmens hele vejen igennem muntre tone gemmer der sig en trist historie om det forældreløse og forsømte barn Harry Potter. I den anledning sniger der sig et lidt dybere, små-filosofisk lag ind i filmen, da Harry bliver helt og aldeles forgabt i et "drømmenes spejl", hvor han møder sine afdøde forældre. Moralen lyder fra rektoren og troldmanden Albus Dumbledore, at hvis man fortaber sig i drømme, glemmer man at leve sit virkelige liv. En god og tankevækkende pointe i en drømmenes eventyrsfilm, der i høj grad lever på tilskuerens fascination og indlevelse i fiktionen eller drømmen, om man vil.
Adskillige steder i filmen gøres der brug af computeranimation, som f.eks. når den frygtindgydende vagthund med det yndige navn Fluffy svinger sine tre hoveder, og når Harry og de andre børn flyver rundt på deres koste. De fleste steder virker animationerne godt og er flot lavet, mens computerbillederne andre gange synes at tage lidt overhånd, så filmen næsten ligner et computerspil. Det er lidt synd for en ellers helt igennem vel lavet film og godt fortalt historie.
De tre unge hovedpersoner er alle debutanter og imponerer i hver deres roller. Samtidig har de en samling gode engelske skuespillere i ryggen. Maggie Smith er perfekt i rollen som vicerektor Minerva McGonagall, der af og til transformerer sig til en kat. Richard Harris er ligeledes god som den gamle rektor Albus Dumbledore, mens Alan Rickman er skummel som professor Severus Snape. John Cleese har en meget lille rolle som spøgelset Næsten-hovedløse-Nick, ham kunne vi godt have brugt lidt mere af, ligesom vi kunne af tanten Fiona Shaw!
Filmen er måske en anelse lang for en målgruppe, der hedder det yngre publikum. Men derudover kan det kun anbefales at rejse en tur med ind i Harry Potters magiske drømmeverden.
