Skriv en kommentar
På en måde er denne anmeldelse overflødig, da de fleste mennesker kender til fænomenet Harry Potter og hans mor J.K. Rawling. Selv dem, der ikke har læst bøgerne om livet på den umiskendelig britiske kostskole(ja, hvad skulle man ellers kalde en skole, hvor den vigtigste kappestrid mellem de 4 kollegier foregår højt til vejrs på et kosteskaft!), har hørt om fænomenet eller set en af de hidtidige film, der alle ligger på top 25 listen over de mest indbringende film på verdensplan. Derfor vil folk strømme ind i biografmørket verden over for at se de kendte og elskede karakterer kæmpe imod det onde.
David Yates, der også stod bag den forrige film Harry Potter og Fønix ordenen, er en mand mest kendt fra britisk TV, og det kan virke lidt besynderligt, at denne også sidder i instruktørstolen ved de to afsluttende film, når man tænker på de tidligere mere rutinerede instruktører som Chris Columbus, Mike Newell samt Alfonso Cuarón. Sidstnævnte med den måske bedste filmatisering i sagaen hidtil. Svaret ligger måske i at Yates formåede at gøre forrige film, hvor Harrys uregerlige men også kærlige gudfar Sirius dør til sidst, den bedst sælgende film hidtil.
I hvert fald starter Yates umiddelbart i sekunderne efter, hvor vi ser Dumbledore(Mihael Gambon) fører en nærmest paralyseret Harry(Daniel Radcliffe) væk fra mediernes frådende inferno af blitzkrig. Som i et marerid opløses synet i mørke skyer og røg, hvor Bellatrix Lestrange(Helena Bonham Carter) manisk uhyggelige syngende stemme ”I killed Sirius Black, I killed Sirius Black” forfølger Harry.
Harry er for anden gang i sit liv alene uden familie, og måske derfor knyttes hans bånd med skolens rektor Albus Dumbledore tættere sammen i løbet af denne film. I takt med at Voldemorts magt og indflydelse stiger, søger de sammen i fortidens minder for at finde svar på ondskabens rod, for derved at finde den onde troldmands hemmelige svagheder. Dette leder dem til den tidligere lærer Professor Schnoppevom(Jim Broadbent), der som navnet antyder elsker at mængde sig med de bedste elever og kommende samfundsspidser.
Samtidig fornægter en anden side af voksenlivet sig ikke, da hormonerne og opmærksomheden for det andet køn for alvor sætter sig i det ellers så fasttømrede trekløver Harry, Ron(Rupert Grint) og Hermoine(Emma Watson). Særlig de to sidstnævnte har voldsomme genvordigheder, da Ron nærmest kapres af den overklamrende Lavender(Jessie Cave) og Hermoine imod sin vilje må erkende at hun nærer mere end bare venskabelige følelser for Ron.
Yates og sagaens faste producer Dvid Heyman har med et stort arsenal af visuelle effekter, lækker colourgrading og fantasifulde finurligheder samt en perlerække af de bedste britiske skuespillere som Alan Rickman, Maggie Smith og Robbie Coltrane skabt den forventelige sommerblockbuster. At Rutsjebanen så kører mere nedad end op, og har flere dramaturgiske hårnålesving undervejs, der truer med at smide de tilskuere af, der ikke har bøgerne memoreret på hjernebarken, kan ikke skjule, at historien om den næsten voksne Harry Potter, er et langt bedre psykologisk sammenhængende værk end Rowlings første i serien. Trods flere fine momenter ændrer det dog ikke ved, at Harry Potter og Halvblodsprinsen føles som en lang venten før den syvende og sidste del i sagaen, hvoraf første del er fastlagt til at få premiere næste år efterfulgt af 2. og sidste i 2011.
