Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Søstrene Marie (Lena Endre) og Ninni (Amanda Ooms), der begge er i 30-erne, er gravide. Deres mænd er begejstrede, deres far, Harry (Iwar Wiklander) er begejstret, og ikke mindst er de selv begejstrede og spændte.
Glæden forsvinder dog brat, da det viser sig, at Ninnis barn er dødt i mors liv. Forholdet mellem de to søstre bliver med et anstrengt. Det kunne se ud til, at Ninni så at sige forsøger at overtage søsterens barn som sit eget. Eller forholder det sig sådan, at hun i virkeligheden vil tage livet af søsterens barn? Eller er det bare Marie, som er overspændt? Eller er det i virkeligheden noget i kvindernes barndom, der nu aktualiseres grumt?
Når ”Harrys Døtre” er bedst, balancerer den flot på grænsen mellem drama og gyser; er det fødselspsykoser under stadig udvikling, vi er vidner til, med mændene som mere eller mindre uvidende brikker i mødrenes fatale spil, eller er det blot mennesker der lever sorger og glæder ud på godt og ondt i forbindelse med et af tilværelsens store eksistentielle øjeblikke, barne-fødslen? I den forbindelse skal skuespillerne Lena Endre og Amanda Ooms som henholdsvis Marie og Ninni fremhæves. Deres stadige vekslen mellem uskyld og skyld, syge og raske reaktioner, og ikke mindst de forløsende intense samtaler dem imellem er ovenud vellykkede. Her er tale om præstationer i særklasse. Og instruktøren, Richard Hobert viser her, at han har styr på personinstruktionen.
Kvindernes flotte præstationer kan dog ikke skjule, at filmens setups af og til fremtræder lige lovlig konstruerede. Et eksempel: Da Ninnis barn skal begraves, skal Marie absolut overlade sit barn til en nervøs barnepige ved foden af kirketrappen. Ligesom barnepigen kort tid efter absolut skal vende tilbage med det skrigende barn, der ”selvfølgelig” skal ammes inde i kirken lige efter begravelsen. Liv død, ulykke og lykke og ikke mindst et dramatisk møde mellem søstrene i ”de bedste” rammer opstår. Men den konstruktion er simpelthen for tyk; troværdigheden sættes over styr.
På samme måde skæmmes filmen af og til af nogle noget lærebogsagtige, psykologiske forklaringer – researchen bag filmen fremtræder ubearbejdet. Her stoler instruktøren åbenlyst ikke på sin og vores evne til henholdsvis at vise og se, hvad der er på færde.
På DVD-ens cover hævdes det, at dette drama har bergmanske dimensioner. Men det er således åbenlyst ikke tilfældet; Bergmans setups og billeder er ovenud udtryksfulde, ligesom hans ord er det. Både billede og sprog vidner hos Bergman om stor originaliet og evne til at udtrykke (det psykologiske) dramaet på egne betingelser. Netop ikke gennem utroværdige konstruktioner, konventioner og lærebøger. Man kan sige, at filmene så at sige udspringer af hans personers indre.
Svaghederne til trods fungerer ”Harrys Døtre” bedre og bedre efterhånden som kvindernes fortid træder frem. Her spiller filmen flot på vores incestuøse fordomme omkring forholdet mellem far og døtre, og der lægges op til en helt anden slutning, end den vi får – og det virker faktisk helt troværdigt!
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
SF/Fox.
