Skriv en kommentar
Scott Hicks, der bevægede alle filmelskere med Shine og siden instruerede Sneen på cedertræerne, står bag en storladen film om et umage par, der en kort sommer bliver hinandens bedste venner.
Filmen begynder i nutiden, hvor Billy Garfield efter sin barndomsvens begravelse, søger tilbage til den sommer i 1960, hvor han blev 11 år gammel. På hans fødselsdag ankommer en meget mystisk person, Ted Brautigan, til byen og skal være logerende hos Billy og hans mor. Billy, der mistede sin far som fem-årig, er en dreng, der mangler en faderfigur, hvilket Ted hurtigt bliver. Ted har nemlig en dragende evne, som den lille dreng for indsigt i. Han er synsk. Ted har en advarsel til Billy, og det er, at han skal passe på “de små mænd” - og med små mænd, mener Ted nederdrægtige personer, der arbejder inde bag statens tykkeste mure. Filmen følger deres venskab i løbet af sommeren indtil det hele slutter, da Ted opdages af de små mænd og må flygte
Filmen er skrevet af William Goldman baseret på en roman af Stephen King. Det var Goldman, der også skrev manus til Misery, men i modsætning til den formår Hearts in Atlantis ikke at bevæge tilskueren ret meget. Der lægges op til meget spændende mysteri i filmens begyndelse, men mange af disse ledetråde bliver ikke fulgt op af en knude, der gør, at vi har med en helstøbt film at gøre. Det pensles ud, at faderen, der jo er død, var en værre gambler og charlatant. Senere får vi sandheden, men moderen, der står for løgnene bliver ikke på tilfredsstillende vis, konfronteret med sandheden fra en skuffet søn, der på denne barske måde bliver introduceret til virkelighedens verden.
Alle billederne fra barndommen er filmet med at solskær af barnlig lykke, mens de nutidige billeder flyder rundt med grå toner af tunge regnvejrskyer. Det er der selvfølgelig en pointe i – men ingen særlig god forløsning. Skuespillet er rimeligt. Anthony Hopkins er bragende som altid. Sikker i dialogen med den unge Billy, der spilles af en lille krølhåret nuttegris (Anton Yelchin). Hans søde kæreste spilles af Mika Boorem, og de gør det begge godt, men minder for meget om My Girl-filmene, der var sukkersøde som candyfloss, men klisterede ulækkert på kinderne bagefter.
Der er en klam tone af sentimentalisme og nostalgi over filmen, der gør at den i højere grad er en familiefilm til en kedelig søndag end det store episke drama, der ganske givet var lagt op til. Med andre ord mangler det ekstraordinære ved historien og karaktererne, som fik folk til at juble over Shine. Det kan måske vække jubel i USA, der elsker denne slags film, men for et europæisk publikum, der er vant til mere dybde end blot flotte billeder og store symfoniske strygerklange, virker filmen temmelig sjasket.
DVD’en har et standard ekstramateriale med kommetarspor, trailer og et meget interessant interview mellem Hicks og Hopkins, der mellem alle de fastsatte roser, faktisk er inde på nogle væsentlige emner angående filmkunst og skuespil. 4 stjerner til ekstramatrialet, der ikke redder filmens middelmådighed - 3 stjerner i alt.
