Skriv en kommentar
I en tid, hvor de stille og intime dramaer hitter i USA og hos Oscarkomiteen, måske bedst illustreret med dette års vinder "Moonlight" og "Manchester By The Sea", som vandt for bedste mandlige skuespiller, giver det god mening, at der bliver lagt stor vægt på dramatikken hos produktionsselskaberne rundt omkring i verdenen. Tunesien hører måske ikke til de lande, der producerer flest film i verdenen, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde den store viden om landets historie, inden jeg så "Hedi". Jeg vidste, at det var et land i Nordafrika, en gammel fransk koloni, og at Det Arabiske Forår havde efterladt landet i en noget konfus tilstand, da den gamle diktator Zine El Abidine Ben Ali blev tvunget til at gå af og siden måtte flygte til Saudi-Arabien. Så det var jo blot et spørgsmål om tid, før Tunesien skulle få lov til at få en del af sin historie formidlet over på det hvide lærred. "Hedi" giver et interessant og ærligt indblik i Tunesiens kultur via en smuk og tragisk karakter, der er let at relatere til.
To fremmedgjorte sjæle
Hedi er en tunesisk ung mand i midten af 20'erne, som er bilsælger for Peugeot. Hans liv bliver styret med et jerngreb af hans kontrollerende og altdominerende mor, der bruger meget af tiden på at nedgøre og irettesætte Hedi og lovprise sin ældste søn, Ahmed, som bor i Frankrig. Hedi skal netop til at indgå i et arrangeret ægteskab med den generte Khedija, da han på et arbejdsrelateret hotelophold møder den frisindede og fem år ældre Rym, som arbejder som entertainer på hotellet. Hurtigt ender de i samme seng, men deres forhold viser sig at være mere end blot en engangsaffære. De udvikler en ægte og rørende forbindelse på et eksistentialistisk plan, da de begge føler sig fortabte og fremmedgjorte i deres egen kultur, og Hedi begynder at tvivle på den plan hans mor har bestemt for hans liv. Det store spørgsmål er bare, om Hedi har mod nok til at kunne bryde med sin familie, sit eget blod, og sætte det hele over styr til fordel for en gangs skyld at lytte til sit eget hjerte.
Rørende autenticitet
Majd Mastoura, som spiller Hedi, vandt Sølvbjørnen for bedste mandlige hovedrolle ved Berlin-festivalen. Han spiller med rørende autenticitet og balancerer perfekt de forvirrede og voldsomme følelser og forandringer, som Hedi gennemgår i filmen. Fra det første møde med Rym, hvor han introvært og klodset får introduceret sig selv til hende, til de nænsomme og melankolske scener, hvor de finder en trøst i hinandens selskab, og de følelsesmæssigt stærke scener, hvor moderen og Hedi skændes heftigt. Når man ser Hedi, ser man en ung mand, der desperat famler efter at finde et stabilt og personligt fodfæste i livet, hvor han kan udfolde sig selv, og det er livsbekræftende og hjerteskærende på samme tid. Netop fordi det virker realistisk, da man kan forestille sig at, der er mange skæbner lig Hedis og selvfølgelig også hans forlovede, Khedija, rundt omkring i verdenen.
En tunesisk "Lost In Translation"
Rym Ben Messaoud, der spiller Hedi's elskerinde, Rym, har en naturlig og poetisk kemi med Mastoura. Hun spiller ligeledes overbevisende, og under det optimistiske og smukke ydre, har hun formet en sørgmodig og desorienteret karakter i form af Rym. De finder noget ægte i hinanden imellem den kunstige og overfladiske muzak og de overgearede turister på hotellet. Lidt alla Sofia Copolas mesterværk Lost In Translation, hvor en ung Scarlett Johansson spiler den ulykkelige og deprimerede Charlotte som finder trøst, sympati og en fælles forståelse for hinanden midt i de konfuse gader i Tokyo, hos den afdankede og langt ældre skuespiller Bob Harris, spillet af Bill Murray. Selvfølgelig er de to films handlinger vidt forskellige, men kemien i mellem de to hovedrollepar, og det at finde et fast holdepunkt midt i sit personlige kaos, er overraskende identisk.
Velspillet og særdeles relevant
Den debuterende instruktør Mohamed Ben Attia har med "Hedi" skabt et velspillet og særdeles relevant drama, der undersøger vigtigheden i at følge sit hjerte, samt træffe sine egne valg, men lægger ikke skjul på, at det ofte er sværere end som så, specielt når man er tynget af familiens og religionens forventninger og traditioner.
