Skriv en kommentar
I kølvandet på de såkaldte sandalfilms reaktualisering, er det vældigt interessant at gense de tidligere storfilm.
Homers klassiske epos ”Illiaden” er en af verdens litteraturens helt store fortællinger. I Robert Wise´s store drama “Helen of Troy” vendes historien noget om. Centralt for den store trojanske krig står kærlighedsaffæren mellem den græske Helen og den trojanske prins Paris.
I denne fortælling lægges synspunktet hovedsageligt hos trojanerne, der skildres som ædelmodige og civiliserede. De kæmper for at få fred i verden, mens grækerne, som traditionelt set, ses som det moderne demokratis arnested, er præget af magtliderlighed og krigslyst. Selv den banebrydende og symbolske handling, hvor trojanerne slås med list, ses i denne fiktion som en tragedie. Træhesten, som er Odysseus banebrydende og gennemtænkte træk, fremstår her som det endelige dødsstød for kærligheden.
Filmen viser nogle enkelte aspekter af det interessante ved Homers fortælling. F.eks. repræsenteres nogle af fortællingens berømte personer såsom grækerne Achilleus, Odysseus, Agamemnon samt Trojanerne Hector og Paris. Interessant er også spåkonen Kassandra, nuanceret spillet af Janette Scott. Man har dog undervejs indtryk af, at formålet med fortællingen ikke er at berette om det historisk interessante ved Homers fortælling, ej heller at beskrive den trojanske krig historisk korrekt. ”Helen of Troy” fortæller simpelthen en stor kærlighedsfortælling, der på bedste romantiske vis besynger kærlighed på trods af politik, historie og religion.
Skuespillet fremstår i dag som noget overspillet. I hovedrollen ses den smukke Rossana Podesta, mens Paris spilles af flødebollen Jack Sernas. De to elskende fremstår for mig som lapsede, men er man meget hengivet til de klassiske kærlighedsberetninger, er de nok helt perfekte.
Robert Wise er instruktøren af hele herligheden, og det er tydeligt, at han er en god filmhåndværker. Han formår således at skabe film, der appellerer til følelserne. Det kan derfor ikke undre, at Wise senere lavede musicalfilm som "West Side Story" (1961) og "Sound of Music" (1965). Kan man lide disse film, så skal man helt sikkert også give ”Helen of Troy” en chance. Stilarten i de to musicals og dette historiske kærlighedsdrama er nemlig ret ens.
Ser man på tiden, som ”Helen of Troy” er lavet i, var det en tid for vægtige dramaer oftest med kærligheden i centrum. Filmen havde over 30.000 medvirkende, og det kan man se. Det vrimler simpelthen med statister og med spektakulære slag. Musikken er banket op i bedste bombastiske stil, og sådan skal det også være.
Seneste Illiadefilm var Wolfgang Petersons storproduktion ”Troy” (2004). En film, der fint illustrerer, hvordan tiden film laves i bestemmer, hvordan de gamle fortællinger skal berettes. I Petersons hænder blev Hollywoodstjerner iklædt sandaler og sværd, og det centrale blev de spektakulære stunts. Dermed blev heller ikke Petersons film den film, der for alvor fik fortalt ”Illiaden” på en måde, der bevæger sig ud over den tid, filmen er blevet til i.
Så er man interesseret i forholdet mellem film, historie og fortælling kan jeg varmt anbefale ”Helen of Troy”. Er man interesseret i at se en tåreperser iblandet lidt forældet kampkrigskunst og musik så det batter, er filmen også værd at stifte bekendtskab med.
Ekstremateriale
Man bliver ret hurtigt færdig med ekstrematerialet til ”Helen of Troy”. Igen virker indslagene meget tidsbundne. Der er den obligatoriske trailer for filmen, og den er jo altid sjov at se. Derudover er der et lille program om lydeffekterne i filmen, hvor det hedder sig, at de har lavet lyden så autentisk som muligt. Det er nu en sandhed med modifikationer.
Så er der et interview med Helen og et kig på Troja, som stedet tager sig ud i filmen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome
