Skriv en kommentar
”The most explicit, realistically violent film at Cannes 2013” – Citatet er fra det amerikanske magasin Variety og agerer blikfang i traileren til Heli. Volden i Heli gør da også et stort indtryk og er rigtig nok nådesløst skildret. En ting må dog slås fast. Volden i Heli er hverken overdrevet grotesk underholdning á la Tarantino, eller udtænkt som et særligt æstetisk filmsprog med en fåmælt Ryan Gosling-type som hårdkogt udøver.
Volden er strippet for enhver pynt og metaforisk betydning. Tilbage er en oprigtig udstilling af menneskers evne til at påføre fysisk skade på andre. Den eneste begrundelse for vold bliver et vanvittigt magtspil, kendetegnet af en smitsom barbarisk stemning pisket op af en narkokrig mellem blodige karteller og korrupt politi. Ude af kontrol og fuldkommen blind for sine talrige tilfældige ofre. Den meningsløse vold er herskende i Heli og uhyggeligt realistisk fremstillet.
I nogle fremragende komponerede scener videregives straks den banale plads tortur og skamfering har, i en intens samfundsskildring af et moderne Mexico. En stue befolket af konsolspillende teenagerfyre forvandles på ingen tid til et torturkammer. Pludseligt skimtes der i baggrunden ude af fokus en midaldrende kone, der har travlt med vasketøjet.
Herfra kommer ingen protester, der udtrykkes ikke nogen synderlig overraskelse over de unge mænds foruroligende udskejelser i det tilstødende lokale, blot en lidt bekymret skelen ind til rædslerne. Scenen er ikke uvant for konen, hun afkræver ingen forklaring på voldsmændenes handlinger, ligesom de ikke behøver anden begrundelse end en ubestridt ordre for at torturere et par fremmede mænd. Volden er upersonlig, sadistisk og gruopvækkende i sin enkelhed. Dette kommer glimrende til udtryk gennem et stykke uanmassende kameraarbejde i Heli. Det er en barberet historie, der fortælles med et nedtonet manuskript og lange stillestående kameraskud.
Poetisk, men kræver stor tålmodighed
Lidt for stillestående kan historien om den unge Heli, der forsørger sin familie på ærlig vis i uærlige omgivelser dog godt føles. Tempoet er skruet helt i bund, hvilket kræver en særlig grad af tålmodighed hos publikum. Der er nu noget beundringsværdigt over den modstand filmen har over for på nogen måde at overdramatisere og herigennem forherlige den utrættelige mexicanske narkokrig.
Samtidig søger Heli at gøre sin seer til observatør, midt i grufuldhederne ved et par veludførte 'point-of-view' kameravinkler. Alligevel kom jeg fra filmen med en vis distance til karaktererne og deres smertefuld kamp. Trods de mange fine kvaliteter i Heli efterlod den mig lidt kold i sit endelige udtryk, muligvis på grund af sit langsommelige næsten mediterende udtryk og afdramatiserede skildring af et ellers så dramatisk emne.
Nådesløs ærlig
Den mexicanske narkokrig er pludselig i fokus på de danske biograflærreder. For et par uger siden med dokumentaren Narco Cultura og nu med endnu en tankevækkende filmoplevelse i spillefilmen Heli. Med sin nådesløse ærlighed sniger Heli sig ind under huden og giver anledning til refleksion over et voldsinficeret samfund. Der er nogle unge skuespillere i filmen, som ikke altid formår at overbevise med deres spil, men Heli står alligevel tilbage som en ægte fremstilling af en voldsom svær sandhed.
Det er ingen hyggefilm og dens stille tempo og svære indlevelsesvilkår vil langt fra appellere til alle. Men det er samtidig en film, som det er svært at gå fra, uden at få vendt nogle tanker i de dybere afkroge af ens hjerne. Og så er den tilmed ret så raffineret skruet sammen.
