Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Gysere med ondskaben selv i centrum i form af djævelskab er en velkendt og ”elsket” genre. ”Hereditary” skriver sig flot ind i traditionen. Filmen er en sikker debut af Ari Aster. Et kritisk publikum som undertegnede vil måske savne at spændingen mellem det normale og det djævelske blev holdt hele vejen igennem personernes trængsler, andre vil elske at det djævelske hurtigt tager over og får lov at gå linen ud.
Det djævelske omdrejningspunkt for instruktøren er, at han lader den sorgproces, som vi normalt ville anbefale får lov at finde sted, være det der slipper det djævelske løs. Her er en sorg som alle i familien burde afholde sig fra. Det gør de selvfølgelig ikke, og jo mere de hengiver sig til den, jo mere slipper de løs og jo værre går det – alle!
En familien med mor, far, datter og søn er præget af, at mormoren lige er gået bort. Der sørges - men det står hurtigt klart, at mormoren ikke var så elsket som mormødre nu engang skal være – på film. Der var et eller andet ved hende. Og da moren går i en sorggruppe for at blive klogere både på sin sorg og på sit forhold til moren tager handlingen fart. Det meste af filmen drejer sig om moren Annie, herligt frenetisk spillet af Toni Collette der på én gang vil sørge, blive klogere på hvem hendes egen mor egentlig var og tage sig af sin familie. Problemet er blot at familiens børn allerede er præget, men af hvad. Af mormoren eller af moren? Under alle omstændigheder er de verdensfjerne og angste. Der bliver talt om diagnoser i familien men kan det forklare børnenes adfærd og morens mere og mere paniske adfærd. Diagnosesporet forfølges ikke af instruktøren; han er meget mere optaget af den vanvittige sorg og af det vi bærer med os igennem generationer.
I en klassiker som Roman Polanskis ”Rosemary´s baby” (-68) blev det djævelske blot antydet og det såkaldte normale var med hele vejen til den blændende slutscene. Sådan forholder det sig ikke i ”Hereditaty”. Derfor undrer man sig af og til over at familien ikke beder om hjælp, ikke mindst at faren ikke gør det. Han er helt klart den svageste figur i filmen – endda gestaltet af Gabriel Byrne. Han virker fornuftig, men også uendelig langsom i optrækket. Ærlig talt går der ikke længe før enhver kan se, at her ikke er tale om en helt almindelig sorgproces, blot ikke familiefaren.
For fans af det okkulte er der en hel del henvisninger til djævelens/djævleske mytologier. Et hurtigt opslag på Google vil giver syn for sagn. Og jeg er sikker på, at man kan bruge mytologierne til at forstå de voldsomme begivenheder ikke mindst slutscenens. Ikke desto mindre kan man med lidt god vilje blive ved at forstå filmen i sorgprocessens kontekst; at man midt i sorgen bliver klar over at man måske bærer meget mere med fra generation til generation, en arv end man egentlig er klar over og at det ikke kun er af det gode. Spørgsmålet er så hvad man gør ved den indsigt og om man kan bære den. Familien i ”Hereditary” kan ikke.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
