Skriv en kommentar
Snart 40-årige Jet Li har, igennem to dekader, været en af de største stjerner under Østens sol. Lidt trægere er det gået med berømmelsen i den vestlige del af Verden. Her kom gennembruddet først i 1998, hvor han spillede overfor makkerparret Riggs & Murtaugh ( Mel Gibson og Danny Glover ) i Dødbringende Våben 4. Siden har den kampsportsiltre kineser ikke haft svært ved at tilkæmpe sig de store roller i Hollywood.
Med sin hovedrolle i ’Hero’ er han, for en stund, vendt tilbage til karrierens udspring. Som ’Navnløs’ har han den altdominerende hovedrolle i et drama baseret på den kinesiske historie tre århundreder før vor tid. Navnløs er han, da han så, efter eget udsagn, bedre kan koncentrere sig om sin vigtigste kunnen – sværdets kundskaber.
Kina er opdelt i syv riger. Alle slås de om den gunstige position som det førende rige og muligheden for at blive Kinas første kejserdømme. Af de syv riger er Qin det mest udfarende og aggressive. Qin ledes af den magtbegærlige og paranoide konge, sobert spillet af Chen Daoming. Paranoid er han ikke uden grund. Sit behov for at bekrige og erobre naborigerne har gjort ham til en hadet mand. De tre lejemordere – Brudt Sværd (Tony Leung), Flyvende Sne (Maggie Cheung) og Himmel (Donnie Yen) – har forsøgt at dræbe ham, men hidtil uden held. Da Navnløs aflægger kongen visit, er det med de tre lejemorderes våben i håndbagagen, et respekteret tegn på, at han har fået ram på de tre. Han har udført en dåd, der ikke har været andre mulig og får foretræde hos kongen. Navnløs begynder ydmygt sin fortælling om vejen til dåden i hundrede skridts afstand fra kongen. Kommer man tættere på, er dommen uforsonlig. Omgående henrettelse er resultatet. Men Navnløs har ’fjernet’ kongens tre værste fjender og får lov til at fortælle sin historie i ti skridts afstand. Som fortællingen langsomt glider over Navnløs’ tunge, bliver kongen i tvivl om æresgæstens reelle hensigter.
Ser man ’Hero’ som en gaveæske, er det ikke til at komme uden om den flotte og indbydende indpakning. Filmen er bygget op over det ene storslåede scenarium efter det andet. Krigsscenerne er enorme og overvældende – de minder mest af alt om det tryllebindende slag i Peter Jacksons prægtige fortolkning af ’De To Tårne’. Billederne er dygtigt skabt af australske Christopher Doyle. Farverne er bløde og indtagende. Kampscenerne – mand til mand – er endnu mere udviklede og vellykkede end man så det i ’Tiger På Spring Drage I Skjul’. Visuelt er ’Hero’ en uforglemmelig oplevelse, der soleklart illustrerer, hvorfor sort/hvid hører fortiden til.
Måske netop på grund af filmens kvalitative udseende, falmer det narrative forløbs udtryk og dør hen. Mere oplagt er dog den forklaring, at fortællingen simpelthen er for lang tid om at finde sit dragende og fængende stade. For det er den! Hen ved en time passerer, før intensiteten for alvor kommer i omdrejninger og plottet skaber det dramatiske grundlag, som holder fast i spændingen. Og det er alt for længe. Desuden kunne en dybere karikatur af Jet Li’s figur godt savnes. Han er for tyndt beskrevet, og man savner i den grad en stærkere forklaring på hans bevæggrunde for sine valg. Retfærdigvis kan de naturligvis være drevet af de kinesiske æresbegreber. Overordnet virker det ikke desto mindre som om, at selve fortællingen er trådt lidt i baggrunden for de imponerende fysiske rammer. Og det er synd. Substansen til en indtagende og storfilms-værdig historie synes at være til stede. Budskabet er heller ikke til at tage fejl af. Filmens afrundende pointe kunne den vestlige Verdens nulevende krigsherrer lære meget af.
Selv om ’Hero’ viser sig som en ganske indtagende oplevelse og, i hvert fald på overfladen, lever op til de gængse standarder en typisk storfilm sætter, forlades man til at sidde tilbage med en lidt halvbitter smag i munden. For det ligner gammel vin på nye flasker. Det er ikke fornyelsens dragende kunst, der præger billedet. Konceptet og ingredienserne er nogenlunde det samme, som det var det i ’Tiger På Spring Drage I Skjul’( Lidt tilfælles har de to film da også i Bill Kong, der har ageret producer på begge). Blot er kampscenerne endnu ’smukkere’ en oplevelse, hvor morbidt denne sætning end klinger, i ’Hero’. Det skyldes ikke mindst eminent håndværk i form af en superb klipning, der gør flere af disse sekvenser til en æstetisk dans i et lufttomt rum a la ’The Matrix’.
Det korte af det lange er, at der er oplagte grunde til at se ’Hero’. Det fantastisk indlevende og stemningsbeskrivende lydspor, de storslåede billeder, de intense kampe, den veltilpassede symbolik, er unægtelig de stærkeste kort på hånden. Noget svagere står selve historien, der ikke virker veludviklet nok og savner afgørende dybde. Afgørende for filmens succes bliver det næppe. Trods åbenlyse mangler er ’Hero’ en visuel oplevelse af de helt store.
