Skriv en kommentar
Det er dejligt, at vi får flere kvinder at se i de bærende roller nu om dage. Måske er industrien endelig begyndt at vågne op. Og det mest befriende ved det hele er, at de ikke altid er stærke og selvstændige, men også er sårbare og kan række ud efter en hjælpende hånd. Dette er også tilfældet i Phyllida Lloyd nyeste film ”Herself”.
Sandra ( Clare Dunne) har netop forladt sin mand efter flere voldelige tilfælde, men hun opdager hurtigt, at det enlige liv i Dublin med to døtre ikke er lige nemt. Selvom hun arbejder to jobs, er hun altid bagud og endnu værre, har hun ikke et trygt sted at bo med sine børn. Hun opdager, at man kan bygge et hus relativt billigt og med hjælp fra hendes arbejdsgiver lægen O’Toole ( Harriet Walter) får Sandra tilladelse til at bygge et hus i O’Tooles baghave. Dog følger de fysiske og psykiske ar fra en hård skilsmisse fortsat, og dette kommer til at få indflydelse på byggeriet.
Den irske Clare Dunne brænder igennem hele filmen og må anses at være filmens absolut højdepunkt. Det er en rutsjebane er mange forskellige følelser, da der skal et lykkeligt og modigt ansigt på, når man er sammen med sine børn, mens hun også skal portrættere hendes liv laveste øjeblik – Og Dunne gør dette til perfektion. Hun får heldigvis også god hjælp fra hendes to børn, som også både viser deres almindelige børneglæde, men også synes at situationen er utrolig hård. Meget imponerende arbejde fra to børneskuespillere.
Plottet i sig selv er muligvis ikke særlig originalt, men det er muligvis heller ikke dette instruktør Phyllida Lloyd har været ude efter. Hun har valgt at fokusere på et autentisk portræt af en kvinde og ikke en eventyrfortælling. Det er portrættet af den stærke, men sårbare kvinde, som er fascinerende i disse uretfærdige omgivelser.
Der bliver også kastet kritik og peget fingre ad et system, som fortsat kaster skylden ovenpå, hvorfor kvinden ikke flygtede før, i stedet for hvorfor manden ikke stoppede med at slå. En af det mest hjerteskærende scener, hvorpå Sandra fortsat er påkrævet at give sine børn tilbage til den voldelige mand.
Selvom ” Herself” sagtens kunne have faldet i de samme klicheer som andre autentiske film, så undgår filmen det dog, muligvis fordi realismen og moralen forbliver den samme igennem hele filmen og ikke lige pludselig bliver et sukkersødt eventyr. Hele husbyggeriet bliver nærmest en metafor for menneskets egen genopbygning.
”Herself” er et hjerteskærende og autentisk portræt af en sårbar kvinde. Clare Dunne giver en gribende præstation sammen med alle de bærende biroller, som repræsenterer vigtigheden af sammenhold og næstekærlighed.
