Hidden Figures fortæller den autentiske og hidtil ufortalte historie om, hvordan tre afroamerikanske kvindelige matematikere var hjernerne bag en af de største NASA-operationer i amerikansk historie.
Rumkapløbet kører på højtryk, hvor USA kæmper mod Rusland om at blive de første til at sende en mand i rummet. NASA’s talentgruppe består selvfølgelig hovedsageligt af hvide mennesker, men de tre talenter Katherine G. Johnson (Taraji P. Henson), Dorothy Vaughan (Octavia Spencer) og Mary Jackson (Janelle Monáe) er alle ”sorte” og de skiller sig ikke kun ud på det racemæssige. De tre kvinder skaber en solid karriere i NASA og bliver kendt som "menneskelige computere", og sammen med mange af historiens største tænkere, har de specifikt til opgave at beregne opsendelsen af astronauten John Glenn i kredsløb og garantere hans sikre tilbagevenden til jorden.
Historien har gang på gang vist, hvordan afroamerikanske personer er blevet underkuet og set ned på i det amerikanske samfund. Ligesom kvinderne ikke havde samme rettigheder som mændene. Men de tre handlekraftige kvinder Dorothy, Mary og Katherine formåede at gøre op med racediskrimination og de kønsmæssige fordomme, mens de hjalp NASA med komplicerede og krævende beregninger.
Det bedste eksempel på uligheden, er de tragikomiske indslag, hvor Katherine er nødsaget til at løbe én kilometer væk for at træde af på naturens vegne. Der findes simpelthen ingen toiletter til ”sorte” i NASA-bygningen, hvor hun arbejder, og med tiden bliver hendes chef Al Harrison (Kevin Costner) irriteret over, at hun forlader sit skrivebord så lang tid af gangen. Til sidst, da hun må stå skoleret overfor Harrison, bekender hun sine besværligheder ved at komme på toilettet og Harrison afskaffer straks badeværelses-adskillelsen mellem sorte og hvide og gør det til alles ret. Denne symbolske scene beskriver i virkeligheden essensen på filmen, hvordan tre afroamerikanske kvinder kæmper for deres rettigheden og vinder en smule i tidens løb.
Hidden Figures er en vigtig historie at få fortalt. Selvom der efterhånden findes et utal af film, som førhen har forsøgt at gøre op med race- og kvindediskrimination, så er det desværre stadig vigtigt, at minde folk om fortidens synder i en nutidig kontekst.
Hidden Figures blev en stor succes blandt anmelderne og i biograferne, hvor den blev blandt de tyve mest sælgende i 2016. Filmen modtog også tre Oscar-nomineringer (bedste film, Octavia Spencer for bedste birolle og bedste filmatiserede manuskript).
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount