Skriv en kommentar
Instruktøren Ben Wheatley har adapteret en roman af J. G. Ballard (som de fleste nok kender fra David Cronenbergs filmatisering af ”Crash”), og det er et fornøjeligt stykke filmkunst, pakket ind i 70’er-retro alt-muligt, men det er en film, som er ufattelig svær at få kemi med.
Tom Hiddleston (”Thor”) spiller dr. Robert Laing, som for nyligt er tilflyttet til et nyt højhus i noget, der må betragtes for at være i en britisk metropol. Alle i højhuset er i princippet rige, men jo højere op du kommer i bygningen, desto mere svinerige er indbyggerne, hvilket i sidste ende fører til kampe mellem de mange sociale lag. Ikke slåskampe som sådan, men mere kampe om hvem kan være vært for den bedste fest, hvem kan være mest fulde os så videre. Alt imens dette finder sted, er der ingen, som bekymrer sig for økonomien eller de basiske etiske menneskerettigheder. Det hele handler kun om festen, om bygningen, om de dyriske lyster – og så alligevel ikke. Filmen reducerer aldrig karaktererne til dyr, men stopper midt i filmen og ender desværre med at blive til en række af bizarre kortfilm uden nogen form for forbindelse til den overordnede historie.
I filmen møder vi også Laings overbo, Charlotte (Sienna Miller), og bygningens ejer, Anthony Royal (Jeremy Irons), som bor oppe i penthouselejligheden med vaskeægte træer og en hest. Royal er overbevist om, at hans højhus er begyndelsen på en ny æra for menneskeheden – men noget kunne tyde på, at han tager fejl. Snobberi og de dyriske drivkræfter tørner til sidst sammen – en specialitet fra Ballard – idet de nedre etager begynder at klage og folk kaster sig ud fra altanerne.
Bogen, udgivet i 1975, er en social satire, og filmen er ikke bange for at vise, hvor det originale materiale kommer fra, eller i hvilken æra den blev udgivet. Ligesom Paul Thomas Andersons ”Inherent Vice” er ”High Rise” et storslået bevis på, at filmens verden har kapaciteten til at forstærke det, som findes på de skrevne sider. Men er den form for loyalitet til det originale materiale en fordel eller en ulempe?
Den første overraskelse er instruktørens beslutning om at lade filmens futuristiske miljø foregå i bogens midt-70’ere. Tilstedeværelsen af mobiltelefoner ville måske have ødelagt Ballards koncept, et koncept som allerede føles en anelse forældet. Uanset hvad grunden er, så er resultatet retro-spektakulært: tøjet, møblerne, farverne, indretningen, selv musikken af Clint Mansell skriger af 70’erne, som om et Pink Floyd-album er blevet bragt til live.
Wheatley er god til at bygge filmen op til klimakset midt i filmen: en børnefest, som spreder sig som en virus til swimmingpoolen, som kun er beregnet til de øvre etager. Det resulterer i en død hund, adskillige ydmygelser og en skræmmende mængde af ødelagt indbo. Men så er det, at ”High Rise” bliver monoton, filmen bliver et offer for sin egen grusomme eskalation. Du hungrer efter Ballards små øjeblikke af sort humor (Laing undgår at blive kastet ud fra taget, da Royal skriger: ”Han skylder mig en omkamp i squash!”), men tonen i filmen bliver hurtig kedelig at se på. Portishead bidrager med en mekanisk version af Abbas ”SOS” – en sang som bliver brugt hele filmen igennem – men filmen føles i sidste ende, som om den mangler en konklusion, et budskab, en mening for at eksistere. Det er ikke nok at se festglade, destruktive mennesker og håbe på, at man finder ud af, hvad det hele skal gøre godt for. Så kan vi lige så godt se Prodigys musikvideo ”Smack my bitch up”.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
