Skriv en kommentar
Det ser jo fremragende ud på plakaten: Bing Crosby, Frank Sinatra, Louis Armstrong og Grace Kelly. De to himmelsk berømte croonere, den charmerende og småskøre sorte trompetist samt den billedskønne prinsesse.
Og der skal heller ikke herske tvivl om, at filmen er seværdig alene på grund af den konstellation, men alligevel træder kun Louis Armstrong og Frank Sinatra frem som de aktører, der helt igennem kan bære et gensyn 47 år efter filmens præmiere. De formår nemlig at fremføre ægte entertainment med en herlig dosis coolness, hvorimod Bing Crosby bliver lidt for meget mormors drøm, selvom han skal være lidt ru i kanten, og smukke Grace Kelly spiller til tider lidt over grænsen. Filmen blev i øvrigt Grace Kellys sidste, inden hun forlod Hollywood for at blive prinsesse af Monaco.
’High Society’ skal dog ikke klandres for hverken vandkæmmet pænhed eller småskabet skuespil. Det hører nu en gang genren til, og kan ikke alene ødelægge filmens nogenlunde underholdende hele.
Basis for underholdningen er historien om den stenrige Tracy Lord (Grace Kelly – og ikke at forveksle med 1980’ernes pornostjerne Traci Lords) og den kaotiske optakt til hendes bryllup. Hun skal giftes med den lidt kedelig George (John Lund), men eksmanden og naboen Dexter (Bing Crosby) kommer i vejen med blandt andet Louis Armstrongs jazzband. Problemet mellem Tracy og Dexter er nemlig, at Dexter ikke ophører sig som et retlinet medlem af high society, mens Tracy gør alt for at holde facaden.
Den bliver dog kraftigt truet, da familien midt i bryllupsforberedelserne får sladderbladsjournalisten Mike (Frank Sinatra) på halsen, fordi hans redaktør truer med at trykke en lidet flatterende artikel om Tracys far.
Den første halve time slæber sig humpende af sted. Der sker ikke noget rigtig spændende eller hjerteskærende. Først med journalistens entre begynder handlingen at tage lidt fart, dog uden at nå helt op i tempo og dermed mister den aldrig sin lidt for fedtede sødme.
Der bliver tid til letvægtsintriger, forvikling, forvirring og sang. Så især sangmaterialet skal være i orden i en musical som ’High Society’, der ikke har tyngde på så mange andre områder. Derfor er det sørgeligt, at kun få sange giver filmen herlige momenter. Duetten ’Well, did you evah’ mellem Sinatra og Crosby fungerer perfekt, ligesom ‘Who wants to be a Millonaire’, der også har Sinatra i en hovedrolle. Derudover giver Louis Armstrong filmen et strejf af pjattet musikalsk løssluppenhed et par steder – og brillierer i sangen ’High Society Calypso’, der indleder filmen efter en lang kedelig ouverture. Ligeså kedelig er duetten ’True Love’ mellem Grace Kelly og Bing Crosby. Melodilinien har karakter af en salme, og det chokerer, at den sang blev en gigantisk singlesællert, som gav både Kelly og Crosby platinplader.
Men på bundlinien klarer ’High Society’ kravet om underholdning med sine overdrevne pastelfarver og fjantede optrin, fordi den har den rette portion tom charme. Og så har den jo Frank. Han formår i sin rolle at være ru og spontant drenget, uden han ryger ud af den nystrøgede ramme, filmen kræver – og så har hans croon en mere krydret klang end Crosbys mere klare røst samtidig med, at Sinatras sange altså lyder mere spændende end Crosbys. Tja, filmen har jo Frank.
Ekstramateriale:
Fint udvalg, men meget lidt tyngde. Der er først og fremmest den lille dokumentar ’Cole Porter in Hollywood: True Love’. Udgangspunktet er at fortælle om Cole Porters arbejde med musikken og i særdeleshed om arbejdet med den kirkeligt kedelige ’True Love’. Men fortælleren Celeste Holm, der spiller fotografen Liz Imbrie i ’High Society’, drejer hurtigt fokus væk fra Cole Porter. Så i stedet bliver det en pæn gammel dames muntre og renskurede minder om dengang, hun arbejdede sammen med de kendte og lidt patetisk ævl om Grace Kelly, der døde i en bilulykke i 1982.
Desuden findes der en meget godt tænkt trailer, som baserer sig på en dialog mellem Ed Sullivan og Bing Crosby krydsklippet med citater fra filmen. Mere kreativt er det dog, at dvd’en også indeholder en lidt sjov men ikke særlig sjov tegnefilm med den triste blå hund Droopy. Her bliver Droopy millionær, hvilket jo så er den noget søgte parallel til selve filmen. Sidst er der en gammel optagelse fra filmens præmiere. Så mængden er acceptabel, men indholdet for overfladisk – desuden er der ikke danske tekster …
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
