Skriv en kommentar
I Gobiørkenens barske landskab lever det mongolske folkefærd i deres transportable yurter. I den sammenhæng er det fascinerende dyr kamelen en livsnødvendighed. Dyret med de to pukler og de grædende hyl er derfor helt centralt for at skildre et folkefærd, som vi normalt ikke hører meget om i den vestlige verden. ”Historien om den grædende kamel” leverer en gennemført filmisk fortælling, der skal ses for både dens billeder, dens historie og for dens fremstilling af nomadernes livsvilkår
Det er efterhånden ikke nogen nyhed, at dokumentarfilmen har fået en opblomstring de senere år. Dokumentarfilm er meget populære på tv-skærmen og er tillige blevet det på det store lærred. Den amerikanske bølge af dokumentarfilm med Michael Moore som den helt store frontfigur er således ikke enestående. Også de danske dokumentarfilm finder vejen til biografmørkets mulighed for refleksion. Sami Saifs ”Family” (2001) og senest Søren Faulis ”Min morfars morder” (2004) blev således pæne succeser ved billetlugerne.
For nylig havde vi i København også glæde af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOC, som viste et utal af anderledes og tankevækkende dokumentarfilm.
Men hvad er en dokumentarfilm i det hele taget, hvad adskiller den fra de fiktioner, vi oftest ser? Umiddelbart vil svaret være, at dokumentarfilmen i højere grad beskæftiger sig med at vise nogle virkelige forhold. Den klare tendens er dog, at det er svært at opretholde et egentligt skæl mellem det dokumentariske og det fiktive. ”A rose is a rose is a rose” skrev digteren Sylvia Plath med det pointerede hun, hvordan virkeligheden og repræsentationen af den nedskrives igennem fordobling og gentagelse. Men en rose dufter nu engang på en vis måde, og det kan den ekstraordinære film vise. Det vender vi tilbage til i slutningen af anmeldelsen.
I ”Historien om den grædende Kamel” har de to instruktører Luigi Falorni og Byambasuren Davaa valgt en interessant indgangsvinkel. Vi følger en lille mongolsk familie, der lever afsondret med deres gamle traditioner og vaner. Helt centralt står familiens forhold til kamelerne, der fungerer som transportmidler for dem. Da en sjælden hvid kamelunge fødes, forkaster dens mor den. Familien kæmper derefter for at få kamelbarn og mor til at indgå i det forhold, der er afgørende for den svage unges overlevelse. Derved er den egentlige dramatik henlagt til, om kamelungen kan finde ind til sin mor. Udenom følger vi den mongolske families kamp for at lade det ske, men vi får også indblik i deres hverdag og indbyrdes forhold. Der er tre generationer af familien repræsenteret, den gamle bedstefar er en charmerende og klog mand, der fortæller myter om kamelen. Mor og far laver de praktiske ting, der holder sammen på hverdagen. Børnene i familien deltager også i arbejdet og via en rejse til den nærmeste by, tematiseres deres liv som liggende i punktet tættest på tradition, men måske på vej mod nyere kommunikations- og moderne civilisatoriske ting.
I en dokumentarfilm taler man i klassisk forstand ikke om skuespillere, men her er der i hvert fald en vis form for konsistent manuskriptskrivning og derved også en styring af karakterne i filmen, det mærker man tydeligt i forhold til filmens klare plotmæssige ordning. Der er dog ikke manipuleret for meget ved den mongolske families hverdag til, at de mister deres troværdighed i forhold til de folk, de i virkeligheden er. Man føler således, at de simpelthen ikke kan spille skuespil men bare er og gør de ting, de nu engang er.
Som vesterlænding får man via filmen et enestående blik på en fjern kultur. Filmen er unikt flot fotograferet og plotlinjen med den grædende kamel fungerer helt optimalt. Det hele sætter også ens egen tilværelse i perspektiv, for man kan ikke andet end blive lidt forelsket i den mongolske familie, der udviser en naturlig respekt og varme overfor hinanden, som man ikke oplever i vores samfundsopbygning.
Holdet bag filmen er udgået fra dokumentarfilmlinjen ved filmskolen i München, men Byambasuren Davaa er af mongolsk afstamning, og det mærker man i filmens naturlige respekt og indsigt i forholdene. Italieneren Luigi Falorni har filmet og skabt en meget poetisk cinematografi, der holder stilen hele vejen igennem.
Så der er virkelig tale om nogle unge filmskabere med en stor fremtid for sig, i øvrigt er filmen også distribueret til det meste af verden, ligesom den optræder som Mongoliets indstilling til bedste ikke amerikanske film ved Oscarprisuddelingen.
I øvrigt kan det i høj grad anbefales at frekventere filmens hjemmeside, der kan ses i en engelsk udgave (www.kamelfilm.de). Her får man et godt indtryk af filmens særlige univers, og så er der to korte men informative interviews med filmens to instruktører.
Her slutter Luigi Falorni af med indirekte at svare Sylvia Plaths “a Rose is a Rose is a Rose” med følgende ord “So after "The Story of the Weeping Camel" my dream for the future is to be able to make films for the big screen again, that magic surface that makes it possible to show how a rose smells!”. En stærk formulering, der så sandelig også står i kontrast til “Fight Club”s postmoderne motto “A Copy of a Copy of a Copy”.
“Historien om den grædende kamel” fremkalder en følelse af at være langt ude i Gobiørkenen, et sted hvor menneskelig varme og grædende kameler er den hverdag, man skal tage stilling til. Og det er den slags film, der for alvor formår at give både en god filmoplevelse og en perspektivrig fremstilling af den verden og de mennesker, den besidder.
