Skriv en kommentar
I forlaget Aschehoughs ”Historien om…”-serie, om berømtheder, ja legender i kulturens og den politiske verden er også kommet Mike Evans ”Historien om Marilyn”. Originaludgaven hedder ”The Marilyn Handbook” (2004), og det er netop, hvad det er, en håndbog om pinupmodellen over dem alle og Hollywoods sexbombe over dem alle Marilyn Monroe.
I seks kapitler gennemgås Marilyn Monroes karriere: ”Forældreløs og teenagebrud”, ”Fotomodel med drømme om Hollywood”, ”Pinup-dronning og filmstjerne”, ”Skilsmisse, metoden og Miller”, ”Triumf og tragedie”, ”Ikon og legende”. Seks korte kapitler garneret med mange fremragende fotos fra de utallige Magasiner, hvis for- og midtersider hun prydede, fra filmene, og ligeså mange Monroe-citater. Dertil kommer et udmærket index over foto- og citatkilderne, og et fyldigt register. Og det hele indrammet af en ”Marilyns tidslinje” fra hendes fødsel i 1926 til hendes død i 1962.
Som så mange andre før ham, kredser Mike Evans om det særlige ved Marilyn Monroe. Men må ligesom så mange før ham slå fast, at det kun vanskeligt lader sig gøre at trænge bagom myten Marilyn. Det er ligesom ikke nok at konstatere, at Marilyn udstrålede og på tragisk vis ikke alene udlevede en særegen blanding af uskyld og sex, men at den tragik og succes fik sin helt egen flavour i mødet med det mægtige Hollywoodmaskineris jagt på succes i et stjernesystem i forandring. Nok stereotyp dum blondine, men samtidig med stor sårbarhed og humor. På én gang stjerne og offer – og dog et ikon på dette noget som ingen i virkeligheden rigtig magter eller er interesseret i at fortælle sandheden om, dertil er fiktionen for overvældende. Man kan blive ved at fortælle denne historie fra tragisk barndom over stjernevejen og tilbage i tragikken, og endda lade tragikken spille med hele vejen, tilbage står fiktionen – en enorm redundans vil altid spille med.
Men så er der dog facts. Og som den håndbog ”Historien om Marilyn” er, er bogen spækket med dem. Man kan mao selv digte med og videre på det der i al fald (så nogenlunde) er givet.
Set i filmhistorisk perspektiv noterer man sig, og det er Evans ikke er bleg for at vise, at det er svært at fremhæve Monroes kunstneriske succes. Udover i Billy Wilders fremragende ”Some Like It Hot” (-59), i Joshua Logans ”Busstop” (-56) og i John Hustons ”The Misfits” (-61) er det svært at få øje på kunstneren Marilyn Monroe. Ikke at Monroe ikke gjorde sig store kunstneriske anstrengelser; et helt kapitel handler om hendes arbejde med ”metoden”, ”Method Acting” dvs. den særlige spillestil og arbejde med rollen som med udgangspunkt og forbillede i den russiske dramaturg Stanislavskijs metoder opstod i slutningen af 40-ernes Hollywood. Method Acting også kaldet Actors Studio-stilen har præget og præger så fremragende filmskuespillere som James Dean, Marlon Brando, Paul Newman, Robert de Niro og Dustin Hoffman. Evans fremhæver dog, at Marilyn samtidig blev nærmest afhængig af metoden og mange gange tog sin lærer med på settet til stor irritation for instruktør og medspillere. Men Monroes usikkerhed var stor under optagelserne, hvad enten læreren var med eller ej. Hun var, eller var hun, et naturtalent der aldrig fik de rette roller og betingelser for sit skuespillerarbejde?! Evans åbner gerne op for myten om det misbrugte naturtalent, men sætter det i samme nu klogeligt op overfor den overvældende succes som pinup-model og filmsexbombe af højeste karat, som Monroe vitterligt havde mere talent og succes med end de fleste – kunst eller ej. Hvorom alting er, er Monroes tragik omkring den kunstneriske bestræbelse også en del af myten.
Og så er der jo de mange mænd. Evans afstår fra nærmere beskrivelser af forholdene, konstaterer snarere deres kommen og gåen, vel som en del af stjernesystemets mønster, også her var Marilyn et offer. Evans punkterer (næsten) konspirationsteorierne omkring hendes forhold til Kennedy-brødrene og fremhæver sympatisk baseballstjernen Joe DiMaggio, der var gift med Marilyn fra 1954 til -55, som en ven der støttede Marilyn til det sidste.
Evans opsummerer på smukkeste vis: ”Men ikonet drejede sig mere om image end om detaljer i hendes liv – eller fantasier omkring det. Det var, hvad man kunne vente med en stjerne, hvis hele karriere var baseret på tanken om ”se på mig”, om det så var på forsiden af pinup-blade, på biograflærredet eller foran tusind begejstrede tilskuere på Hollywood Boulevard. (…) Hendes image blev (…) et symbol på 1950´erne og den uskyldige glamour, de kom til at repræsentere. I Marilyns tilfælde var det en glamour, som var filtreret gennem de kvikke, men sårbare personer, hun spillede på film, og udødeliggjort af fotografer fra de første optagelser under rejsen med Andrés de Dienes til de sidste nøgenoptagelser med Bert Stern seks uger før hendes død.” (s. 388 –391).
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Aschehoug
.
