Amin Jensen er tilbage i storform – hans 10 års jubilæumsshow er en genial blanding af parodier, sang, musik og ikke mindst stand-up når det er bedst.
Ikke et øje er tørt når Amin ruller sig ud som Jan Gintberg, Victor Borge og Kai Løvring – for ikke at nævne Sussi, som i Susso og Leo, med en knivskarp guitarsolo i det gamle Deep Purple-nummer ”Smoke on the Water”.
Der er Hit med sangen, hvor Amin synger publikums ønskesange, og ærligt talt, det er som at høre den pågældende kunstner selv – når Amin synger som Bamse så er det Bamses stemme man hører!
Den mand har en gudsbenådet stemme, han synger opera så hårene rejser sig! Jeg mener virkelig, helt seriøst, at han kan matche de helt store tenorer – Helmut Lotti, Belgien er den vej -> ;o) Skulle Amin beslutte sig for, at udgive en CD med opera, så køber jeg den helt sikkert. Glæd dig til at høre ”Ave Maria”.
Udover sangen har Amin også et stort musikalsk talent – vi hører ham på diverse instrumenter lige fra guitar, klaver og mundharmonika til trompet – faktisk hele to trompeter på én gang. Og har du nogen sinde set en mand spille på to mundharmonikaer på én gang? Med hænder, uden hænder og meget mere? ;o) Det bør ses – ikke fortælles! Og hvad betyder mon ”ris og kort”? *S*
Man må heller ikke negligere det brillante samspil mellem musikerne og Amin - Jens Krøyer Trio består af Jens Krøyer (kapelmester/klaver/harmonika), Dan Rasmussen (bas/vokal) og Niels Ratzer (trommer). De fire mænd kører simpelthen ”for fuld skrue” - en skøn symfoni af perfekt timing, stor humor og dygtige musikere, som tydeligvis kan lide at optræde sammen, og det bør de gøre igen.
Selve showet får 5 stjerner, men udelukkende fordi Stort lige var en lille-bitte smule sjovere (til min smag, men humor er jo udefinérbart!).
Ekstramateriale mangler der bestemt heller ikke:
I ”Bag om” Hit med Amin ser man Amin og musikerne øve, og er med lige inden og lige efter showet. Man ser og hører Amin øve opera og trompet og meget meget mere. Sjovt og interessant materiale.
”Lysbilledeshow” – billeder af Amin som purk og op gennem barndommen og ungdommen. Sjovt!
”Amins første show” – simpelthen genialt at sætte hans første optræden på en jubilæums DVD! Han er tydeligvis et naturtalent.
”Tekster og noder” til alle numre, der spilles showet igennem – udmærket, også selvom jeg må tilstå at jeg ikke at får det store ud af noderne, til gengæld er det fint med teksterne!
Ekstramaterialet får 6 stjerner – gennemført og gennemtænkt. Og hvis jeg udregner gennemsnittet får DVD'en som helhed 6 stjerner, for man kan ikke give 5,5 og det trækker op.
Noget af det jeg bedst kan lide ved Amin er, at han aldrig går under bæltestedet, i hvert fald ikke på samme taktløse og vulgære måde, som enkelte andre ”stand-uppere” har tendens til. Amin er et bevis på, at man faktisk ikke behøver tale grimt og svine folk til for at være morsom!
Tak for et genialt show Amin - Vi glæder os til de næste ti år i dit selskab!
DVDen er venligst stillet til rådighed af CMC.