Skriv en kommentar
Vi er tilbage i 1959. Alfred Hitchcock hyldes på den røde løber for hans seneste film Menneskejagt (1959). Det er hans femogfyrrende film i rækken, og med en fremskridende alder på 60 år begynder journalisterne at spørge ind til hans tilbagetrækning. Bør han ikke stoppe på toppen? Alfred Hitchcock undres dog - hvorfor begynde at lede efter arvtageren når man stadig har originalen? For at bevise sin berettigelse ved siden af det snorende kamera føler han sig derfor presset til at lave noget fuldstændigt anderledes og fantastisk. Han fascineres af bogen Psycho, der dog er så anderledes at filmselskabet Paramount vælger at trække sig, og Alfred Hitchcock må finansiere filmen selv.
Alma
I Hitchcock følger vi tilblivelsen af Psycho (1960), men i virkeligheden er det den sekundære storyline i filmen. Det primære fokus er forholdet til kvinden ved hans side på den røde løber – Alma, Alfred Hitchcocks kone og ikke mindst sparingspartner, assisterende manuskriptforfatter og største kritiker. Sidstnævnte betegnelser dækker over en stort set ukendt historie, og i filmen får vi indblik i hendes store indflydelse på Hitchcocks mange kultfilm. Deres ægteskab er præget af jalousi og konflikter, men mest af alt stor forståelse og omsorg for hinanden.
Det er tydeligvis Alma, der instruerer slagets gang i deres forhold, og Helen Mirren skildrer fremragende den både kærlige og bestemte hustru til ”the master of suspense”. Alfred Hitchcock spilles imponerende af en stort set uigenkendelig Anthony Hopkins, og Hitchcock skildres som en utrolig lun og humoristisk mand. Det sørgmodige ansigtsudtryk afspejler dog en usikker mand, der spiser og drikker for at håndtere forventningspresset og hungrer efter branchens anerkendelse (trods en karriere på over fire årtier lykkedes det aldrig Alfred Hitchcock at få en Oscar som Bedste Instruktør).
Biopics
Hitchcock er den seneste film i rækken af biopics (biografiske film). Hvor en film som J. Edgar (2011) godt kunne virke noget langtrukken, er Hitchcock, ligesom den fremragende film Lincoln (2012), båret af et rigtig godt manuskript med en vittig og lun tone. Denne ironi og lune gør filmen seværdig, også for biografgængere, der ikke har filmhistoriske interesse eller det store kendskab til Alfred Hitchcock og hans film. Hvis man skal have det fulde ud af filmen, vil det dog klart være en fordel som minimum at have set Psycho. Filmen beskrives i omtalerne som et drama, men Hitchcock er i høj grad også humoristisk.
Eneste anke mod Hitchcock er, at den følger en del handlingstråde, hvillet bevirker at der bliver gået lidt let hen over nogle af dem, eksempelvis forholdet til hans blonde hovedrolleindehavere.
