Skriv en kommentar
”Hitlers Sekretær – Blind Spot” fremviser umiddelbart en glimrende dramaturgisk opbygning, med først privatsekretæren, Traudel Junges, beretning om sin baggrund, der giver rigt indblik i hvordan hun voksede op og hvordan hun fik jobbet som Die Führers privatsekretær. Derefter bliver det yderligere interessant, som når hun indgående fortæller om sin tid på Hitlers hovedkvarter og endelig i særdeleshed om filmens ”klimaks”, de sidste dage i førerbunkeren!
Det er gribende historiefortælling, som dog ikke er det pure opspind, men den rystende skærende sandhed. I hvert fald ifølge Traudel Junge, da hun er det eneste nulevende vidne til de utrolige sidste dage i førerbunkeren. Og dette er netop hvad, der gør hendes beretning så overordentlig vigtig og interessant for os i eftertiden. Denne film burde simpelthen være obligatorisk i pensummet for samtlige folkeskoleelever. Dertil er der simpelthen så stort et overskud af substans og dybde i materialet.
Interessant er den altså, men fungerer den som film, som biograffilm på det store lærred? Til dels nej – desværre. Igennem hele filmen ser man kun den ældre Traudel Junge, i nærbillede, fortællende om sine oplevelser i Det 3. Riges inderkreds, i præcis samme indstilling, og det bliver indimellem temmelig kedeligt at sidde at kigge på i halvanden time, på trods af det nok så spændende emne.
Denne dokumentarform er noget simpel og på sin vis amatøragtig, når man tænker på de mange andre dokumentarer, der i tidens løb er blevet lavet om især Anden Verdenskrig med smukke billeder fra krigens tid. Ikke andet end nogle stillbilleder, indimellem de faste kameraindstillinger af Traudel Junge, ville have gjort udslaget, og man ville ikke have taget sig selv i et gabe, alt imens Frau Junge sensationelt beretter om hvad Adolf Hitler med følge foretog sig i de sidste dage i førerbunkeren, og gribende fortæller om sine kvaler med sin egen idolisering af føreren og det faktum, at hun aldrig opfattede hvilke planer nazisterne førte ud i livet.
Dermed ville man med garanti også bedre have kunnet værdsat og indlevet sig i de spændende, insisterende close-ups af den aldrende Junge, hvor man i hendes ansigtstræk kan fornemme hendes egen vej mod selvforgivelse. Altså hvilken indre kamp hun har haft i de mange år siden de sidste dage i krigen med at komme over ens med sin egen deltagelse i krigen, den store tilbedelse hun vitterlig havde dengang af Hitler, og dennes samtidige frygtelige forbrydelser mod menneskeheden, som hun ligeså stærkt var imod (hun var ikke selv medlem af Nazist-partiet).
I stedet for intensitet og nerve får man dog i de to østrigere, André Heller og Othmar Schmiderers, instruktion en småkedelig forestilling, som kun berettigelsesmæssigt holdes oven vande af selve vigtigheden og seriøsiteten i det indgående materiale. Den vigtighed blev da også understreget, da publikum ved Berlinalen 2002 gav den prisen som årets bedste film.
