Skriv en kommentar
Instruktør og forfatter Christian Braad Thomsen hører til en af de få danske filminstruktører der aldrig har lagt skjul på, at han har holdning, ja ligefrem sætter en ære i at have holdning. Det gælder, når han laver film, skriver bøger eller ivrigt deltager i den offentlige debat. Sagt på en anden måde repræsenterer Braad Thomsen en kritisk (film og kultur)røst der stort set er forstummet i dag.
Så meget mere velgørende er det da derfor også, når Another World Entertainment nu udgiver både Thomsens spillefilmsdebut ”Kære Irene” (1971) og hans tre fremragende dokumentarfilm ”Herfra min verden går” (1976), ”Hvor mindets blomster gror” (1991) og ”Morten Korch -Solskin kan man altid finde” (1999). Her skal det handle om dokumentarfilmene.
Der er en egen stille ironi i, at Thomsen har valgt at udgive de tre dokumentarfilm under overskriften ”Hjemstavnsfilm”. For hvis der er noget de tre film ikke er, er det hjemstavnsfilm – medmindre man da indsnævrer dette meget værdiladede begreb, hjemstavn til blot at handle om, der hvor jeg er fra, er vokset op. Samlet set udgør filmene nemlig et nuanceret, men samtidig knivskarpt opgør med den nationalistiske, idylliserende, Morten korchske selvopfattelse hos en landbefolkning der så skriften på væggen, eller rettere motorvejen på jordene i tiden efter 2. Verdenskrig. Christian Braad Thomsen ved, hvad han taler om; han er født 1940 i Bjertrup.
Opgøret er også Thomsens måde at komme til identitet på. Det fortællemæssige, det narrativt erindrende som identitetsskaben er eklatant, øjenåbnende og givende for tilskueren/lytteren, især i de to første film ”Herfra min verden går” og ”Hvor mindets blomster gror”. Thomsen bliver så at sige til i fortællingen om barndomshjemmet og specielt moderen. Thomsens gennemgående, erindrende voice-over i begge film er bemærkelsesværdig vellykket – ikke mindst fordi der ingen form for føleri eller sentimentalitet er til stede. I førstnævnte film interviewes menneskene på hans barndomsegn ved Bjertrup. Det er bestemt ikke lykkelige erindringer, de kan fortælle. Her er bl.a. historier om incest, knuste fremtidsdrømme, aflivning af de elskede dyr, hårdt arbejde og fattigdom – og så selvfølgelig om motorvejens hærgen i det smukke landskab. Her går kulturer til der nok var barske og til tider invaliderende, men også præget af den nysgerrighed en dreng som Thomsen efter at have gjort dagens pligter kunne udfolde i det åbne. I den efterfølgende film, hvor Thomsen på bedste road-movie-maner 15 år efter kører gennem landskabet, for at nå frem til moderens begravelse, oprulles atter engang erindringerne, men nu med en barsk erkendelse af, at det ikke lader sig gøre at begrave moderen – og det er ikke kærligt ment. Kraftwerks „score“, klassikeren ”Autobahn” føjer sig efterhånden som vi nærmer os barndomsegnen bemærkelsesværdigt naturligt ind i erindringerne; dette er et livsdrama, som blandt andre Christian Braad Thomsen bærer i kroppen den dag i dag. Moderen er ikke død.
Den tredje film i trilogien, ”Morten Korch -Solskin kan man altid finde”, er et anderledes portræt af en af Danmarks mest populære forfattere gennem tiden, og også en af de mest udskældte – ´den litteratur er simpelthen ikke lødig´ – nemlig Morten Korch. På DVD-ens cover fortæller Thomsen, hvordan Lars von Trier får ham interesseret i at instruere filmen, da han gør ham opmærksom på Korchs hemmelige dagbog. Og det forstår man nok. Ikke blot pga. dagbogens ”skandaløse” karakter – Korch havde simpelthen et særdeles blomstrende udenomsægteskabeligt sexliv – men fordi den står i skærende kontrast til forfatterskabets idylliserende karakter; man skal simpelthen lede længe efter erotik og drifter i det hele taget dér. Dagbogen er på sin vis bevis på Thomsens eget skarpe blik på barndomshjemmets idylliserende selvforståelse i de to foregående ”hjemstavnsfilm”. Det bliver klart fra start, når Thomsen, igen vha. en rammende voice-over, fortæller, at der var to forfattere på hylden i hans barndomshjem, nemlig H.C.Andersen og Morten Korch. Sammenlignet med de to andre hjemstavnsfilm er filmen dog ikke nær så personligt fortalt; filmen klarlægger først og fremmest nogle litterære og ideologiske positioner i forhold til Korchs liv og forfatterskab. Her springer to ting i øjnene. Den første er påvisningen af Korchs ”blut und boden”-idégrundlag, som dr. Phil Johan de Mylius redegør for. Det er næppe overraskende, at Korchs forfatterskab lægger sig op af en strømning der bl.a. løb sammen i fascismen og nazismen. Ikke desto mindre virker det på sin plads at slå dette overbevisende fast i et land som vores, hvor forfatterskabet stadig lever sit liv på landets biblioteker og i de utallige filmatiseringer, og hvor vi vel aldrig har turdet se det fortidige, nationalistiske værdigrundlag i øjnene – måske fordi det stadig lever?
Det andet der springer i øjnene, er diskussionen af den dekonstruktion af Korch som bl.a. instruktøren Katrine Wiedemann stod for, da hun instruerede ”Fruen på Hamre” (2000). Det er på sin vis samme dekonstruktion Thomsen selv fremhæver, når han lader Korchs hemmelige dagbog fortælle om erotik og sanselighed. Spørgsmålet er dog, om det vitterligt lader sig gøre at indsætte erotikken og sanseligheden i et liv og et forfatterskab der fundamentalt set lever af at undertrykke dette.
Det er næppe nyt at gennemskue og forstå den idylliske fernis ude på landet dengang, men det er sjældent, at man ser det så personligt og vedkommende udfoldet som i denne trilogi – den dag i dag.
