Skriv en kommentar
Hobbitten – en uventet rejse er første del af filmtrilogien baseret på J. R. R. Tolkiens Hobbitten – eller ud og hjem igen. Hobbitten Bilbo Baggins (Martin Freeman) bliver opsøgt af Troldmanden Gandalf the Grey (Ian McKellen), der ønsker at tage hobbitten med på et eventyr. Sammen med 13 dværge, ledet af Thorin Oakensheild (Richard Armitage), skal Bilbo tilbageerobre dværgekongeriget Erebor fra dragen Smaug. På deres vej til The Lonely Mountain møder Bilbo væsenet Gollum (Andy Serkis), der er i besiddelse af en underfundig, magisk guldring, der kommer til at tippe magtbalancen i Middle Earth.
Dybde frem for alt
Hobbitten bliver den første film, der videreudvikler sig fra de oprindelige optage-normer, hvor der bliver filmet 24 billeder i sekundet, til High Frame Rate (HFR) som i stedet er 48 billeder. Dette burde netop gøre, at filmen bliver mere flydende i looket og at øjet mere end før vil opfatte billederne som en flydende strøm af indtryk frem for enkeltstående billeder.
Resultatet er ikke noget man, som mange påstår, får det dårligt af, men det er svært at vænne sig til. Billedet bliver på den ene side mere lækkert, fordi bevægelser og større landskaber bliver langt flottere, mens det på den anden side ofte kommer til at se billigt ud – nærmest som en dårlig tv-udsendelse fra 90’erne. Det er ikke til at sige, om det blot er noget man skal vænne sig til i takt med, at flere film vil filme med denne teknologi, men make-up og color grading skal tilpasses, for at nærbilleder bliver lige så flotte som landskaberne.
Visse forventninger (både gode og dårlige) er der også til filmens brug af 3D-effekter, men man bliver heldigvis positivt overrasket. Frygten for alle film der bruger 3D-effekter er, at effekterne bliver brugt til at kaste alskens ting ud og ind af frame, men denne effekt giver efterhånden et meget billigt og grimt look.
I Hobbitten bliver effekterne i stedet brugt til at skabe mere dybde i billedet, noget som HFR også er med til at understøtte. Det er ikke til at komme uden om, at en pil i kampscenerne flyver ud og ind af frame, men det er som sagt mere undtagelsen frem for reglen.
Slutter den... Nu?
Det bliver snart svært at tilgive længden på instruktøren Peter Jacksons episke film Hobbitten – en uventet rejse i særdeleshed. Første film flyver fortællingen ikke ligefrem af sted, men virker derimod som om den er en hobbit, der nødig vil forlade sit trygge bo. Udenfor The Shire tager handlingen en smule fart i takt med de tiltagende kampscener, men bliver holdt tilbage af flere sideløbende handlinger og flashbacks.
Det er dog svært at påpege, hvilke elementer i filmen, der ikke skulle have været med, for der er ingen tvivl om, at fortællingerne og de forskellige handlingsforløb, der smelter sammen, er fascinerende og en fryd at være vidne til. Netop derfor er det ærgerligt, at øjenlågene hænger lidt til sidst, når fortællingerne og billederne i filmen er så flotte. Jackson burde have kunnet sortere bedre i bogens historier, for at gøre filmen mere enkel og elegant.
Når det meste af tiden er gået (eller forhåbentlig er gået), spekulerer man på hvornår Jackson præcis vil efterlade tilskueren. Til ære for dens forgænger (Ringenes Herre: Kongen Vender Tilbage), når man at gætte en hel del gange, før spændingen bliver udløst. Op til slutningen sidder man dog og bliver en smule frustreret, fordi der bliver gættet og spekuleret frem for blot at blive grebet af filmen. På et tidspunkt i løbet af den sidste halve time, vil tilskueren i større eller mindre grad blive hevet ud af fortællingen for at tænke over slutningen.
Hvis filmen havde sluttet i det øjeblik, tilskueren begynder at tænke, havde Jackson ramt nålen lige på øjet. Det er meget forståeligt hvorfor Jackson vælger at slutte filmen på det tidspunkt den gør, og han bliver til dels tilgivet for hans intentioner.
Håbet lever stadig
Man kan tydeligt mærke, at Jackson brænder for disse fortællinger og for at få den fulde fortælling fra bogen, hvilket mange fans ikke syntes han gjorde med Ringenes Herre Trilogien. Især figuren Tom Bombadil fik Jackson en del fan-kritik for, fordi figuren ikke klarede cuttet til den første film.
Uden at have læst bogen, virker det dog ikke som tilfældet her, da rigtig mange figurer bliver præsenteret, ud over de 13 dværge! Lige netop dværgene bliver dog ikke præsenteret meget mere end ved navns nævnelse, så det er imponerende at man efter 2,5 times film, alligevel kan udpege nogle få karakteristika ved hver karakter.
Denne film er ikke Ringenes Herre 4, selvom meget er det samme. Skuespillere og musik går igen, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at filmene går hånd i hånd. Allerede fra starten af får Jackson adskilt filmen fra trilogien, især hjulpet på vej af sammenspillet mellem dværgene og Martin Freemans mimik og humor. Det er op til den enkelte, om man syntes de forskellige jokes er lårklaskende sjove eller om man, som undertegnede, syntes de har lighed med gammelmandshumor – ligegyldigt hvilken er det tiltrængt i dette univers og det som gør, at Hobbitten bliver en trilogi for sig.
Men faktum er, at filmen bliver fortabt i sig selv og hvor fantastisk den er. Filmen glemmer ofte at hive andre end de hardcore fans med, for fortællingerne er fascinerende, men det er filmen desværre ikke ligefrem. Håbet hviler på den næste film i sagaen, som undertegnede på trods af denne films resultat, stadig glæder sig til. Det er jo en knald god historie!
