Skriv en kommentar
Honning er den tredje film i den tyrkiske filminstruktør Semih Kaplanoglus trilogi om sjælen, der omhandler hovedpersonen Yusuf som mand, ung mand og dreng. Her præsenteres vi for Yusufs tidlige ungdom, forud for de to første film Mælk (2008) og Æg (2007). Han vokser op i de ekstremt regnfulde og smukke tyrkiske bjergskove grænsende op til Sortehavet mod nordøst; et landskab fuld af melankoli, lydløshed og fugtighed. Et sted til sjælelig udfoldelse, kunne man mene. Moren passer hjemmet og faderen passer bistæderne og værkstedet. Yusuf prøver at lære at læse for at opnå et fint lille læseemblem i skolen – en stille drøm for alle børnene. Men han har svært ved at åbne sig over for andre end sin far. Hverken moren eller kammeraterne kan han tale til. Vi ved ikke præcis hvorfor.
Disse små dramaer (eller antidramer) er omdrejningspunktet for filmen. Vi ser verden gennem Yusufs 7-årige øjne. Via en ekstremt velkomponeret og perfektionistisk billedæstetik viser Kaplanoglu os, hvordan Yusuf bliver til den han er i Mælk og Æg: en dreng, der må forstå autoritetstro via sit forhold til sin mor. En dreng, der – præget af sit isolerede liv og sin yderposition i skolemiljøet – udvikler en introvert og skrøbelig personlighed.
Det er stensikkert, at denne dvælen ved karakterens udviklingstrin er filmens umiddelbare præmis. Og det lykkes: Honning er det tætteste man kommer på en moderne Sangen om Vejen (1955), Satyajit Rays humanistiske mesterværk, der ligeledes er barndomsdelen i en trilogi – nemlig den om drengen Apu. Filmene har det til fælles, at vi kompromisløst følger en person; deler billeder og indtryk med ham – uden fokus på de hændelser, der ændrer hans liv – men snarere med fokus på reaktionerne.
Tempoet er langsomt og Kaplanoglu har fuldstændig fravalgt at bruge musik i filmene, hvilket er med til at fremhæve en dramaturgisk ’omvej’. Fokus er på visuelle indtag og selve portrættet – ikke på hændelserne, der ligger til grunde for det.
Det er et smukt projekt, og det er meget vellykket. Det er ikke overraskende, at filmen er blevet hædret til diverse filmfestivaler – herunder Berlin i dette forår. Derudover har undertegnede aldrig oplevet en så unik præstation fra en 7-årig som det er tilfældet med Bora Altas. Han er formidabel og man røres af hvert enkelt blik han sender imod kameraet. En stor del af æren må dog gå til kameraarbejdet, hvor stilen er fuldkommen dybdeløs; der zoomes ind på ansigtet, nuet og nærheden, så man nærmest er til stede selv.
Men Honning lider af det samme som Pather Panchali: Det er og bliver kedeligt for den almindelige biografgænger. Selv da Yusufs far forsvinder, søger Kaplanoglu (meget tro mod sit projekt) væk fra dramaturgisk tilspidsning, og lader filmen dvæle ved den manglende opklaring og hjælp. Det giver et indtryk af filmen mangler et eller andet, der kan gøre den interessant på andre fronter end de rent filmiske. Bekymringer og følelsesudbrud er kun i vag grad sikret af det eminente skuespil.
Jeg vil anbefale alle hardcore kunstfilmselskere at se den for dens utvivlsomme betydningsfuldhed og æstetik, men jeg vil ikke anbefale den for andre. Hertil mangler den umiddelbar fylde og spænding. Og på trods af, at projektet er sjæleligt og stilfærdigt, er det ikke nok til at holde en menigmand vågen.
