Skriv en kommentar
Det er en velsmurt og veloplagt Bruce, vi bliver præsenteret for i rollen som gidselforhandleren Jeff Talley, der efter et katastrofalt mislykket job i L.A., nu gemmer sig for sine egne dæmoner og egne evner som lokal politichef i en søvnig, lille landsby. Det er tydeligt, at Bruce Willis efter sin skilsmisse er tilbage på singlelivets åbne veje og er klar til noget action af både den ene og anden slags. Snart ser vi ham i ”Sin City”, og produktionen af ”Die Hard 4” er sat i værk. Men også et ønske om at komme tilbage i den velkendte rolle som hverdagens helt, alle fans elsker ham for.
Efter nærmest ikke at have været med i en tilfredsstillende film siden ”Unbreakable” (2000) er gode, gamle Bruce nu tilbage i action-thriller braget ”Hostage”. Produceret under Willis’ eget produktionsselskab Cheyenne Enterprises af Arnold Rifkin, der også producerede de middelmådige ”Harts War”(2002), ”Bandits”(2001) og ”Tears Of The Sun” (2003), lægger den sig i stil og tone op ad den gamle Die Hard-trilogi. Men også kun delvis, da den mangler disse films afvæbnende humor som Willis var en mand for at levere, og som gør i hvert fald den første til en moderne actionklassiker og stadig til en udelt fornøjelse.
Vores helt er altså flygtet fra storbyens stress og jag og i vores hovedpersons tilfælde dens død og ødelæggelse. Men, men, men. Som altid i disse Hollywoodske thrillere er fortiden nu faretruende ved at indhente vores ven igennem tilfældets utrolige, men ikke desto mindre nederdrægtige veje. Uden for den lokale benzintank sidder tre rodløse teenagere i en gammel skrællekasse af en pickup og keder sig, indtil en rigmanden Mr. Smith (Kevin Pollak) og hans to børn triller op på siden af dem. Nu skal pickuppen byttes ud med deres lækre van, og det koste hvad det vil. Helvede bryder løs. Trioen bliver fanget i den topsikrede millionærvilla i udkanten af byen, og i panik tager teenagerne den stenrige familie som gidsler. I mere eller mindre tvungen begejstring over den umulige situation de sidder i, erklærer Dennis Kelly (Jonathan Tucker) sig som selvbestaltet leder af foretagendet, med sin lillebror Kevin (Marshall Allman) på særdeles ufrivillig slæb, mens den maniodepressive og stærkt aggressive Mars (Ben Foster) har sin helt egne skingrende sindssyge plan kørende. Mars spilles af den unge Ben Foster, der i en svær rolle, giver mange facetter til den tvetydige karakter. Konstant fornemmer man lige dele skræmt, lille dreng og underliggende, farligt afvigende seksualitet, der når som helst kan udløses på den velhavende families teenagedatter, Jennifer (Michelle Horn). Talley må tage affære i en situation, som han ønskede, han aldrig skulle opleve igen. Han overdrager dog hurtigt villigt gidseltagningen til distriktspolitiet og forlader åstedet. Men inde i palæet befinder sig en dvd, der indeholder digitale oplysninger, som nogle mystiske forbrydere med vold og magt vil have fat i. De tager Talleys kone og børn som gidsler for at tvinge ham til at tage kommandoen over gidseldramaet. Han må nu kæmpe for at redde ikke bare gidslerne inde i huset, men også sin egen familie.
Glimrende ide med det dobbelte gidseldrama, der giver mulighed for flere sideløbende handlinger, hvilket sammen med små plottwist udnyttes effektivt af den lettere uprøvede, franske instruktør Florent Siri til at holde publikum i et nådeløst bjørnegreb af åndeløs spænding. Og det giver det interessante dilemma ”ville du redde din familie på bekostning af en anden?”. Her udmunder det selvfølgelig i forsøget på at redde dem begge.
Alligevel fornemmer man, at det man sidder og bæller i sig af bare grådighed efter sit næste spændingsfix er gammel vin på sprit nye flasker fra fabrikken. Der er ikke meget nyt over hverken historien eller stilen i Siris instruktion. Med dette sagt så kan man ikke løbe fra, at i sin næsten 2 timer lange spilletid underholdes man fra første til sidste billede, og så kan man klage nok så meget over uoriginalitet og indholdsløs metervare. Dette er et stykke professionelt håndværk i al sin glorværdige og kalkulerende pragt. Til syvende og sidste kan vi så glæde os over, at vi har fået vores gode, gamle Bruce Willis tilbage, hvor han gør sig bedste – som hverdagens helt.
